Nyhed

Saybia annoncerer eneste koncert på Sjælland

Søren Huss & Co. giver en enkelt Sjællandskoncert denne sommer

Efter albumkoncerten i Koncerthuset i København i oktober 2012, hvor Saybias fem musikere var gået sammen om at spille deres første og bedst solgte album, "The Second You Sleep" fra 2002, ved to udsolgte koncerter i DR Byens store koncertsal, besluttede gruppen sig for at give flere koncerter med fokus på debutalbummet.

 

Siden har gruppen offentliggjort enkelte festivalkoncerter i sommeren 2013, og de har nu annonceret, at de vil give sommerens eneste koncert på Sjælland på Ringsted Festival, der finder sted i dagene 1.-3. august. I 2013 kan Saybia samtidig fejre deres 20 års jubilæum som band.

GAFFAs Sara Elisabeth Nedergaard var blandt de tilstedeværende medier til DR Byens-koncerten, og i sin femstjernede anmeldelse skrev hun blandt andet, at "gensyn med Saybias album 'The Second You Sleep' gav gåsehud, stående ovationer og våde øjne." Saybia fik i 2002 en Grammy for Årets Danske Rockudgivelse for deres debut - ep fra 2001. I 2002 kom også debutalbummet, "The Second You Sleep", der med hitsingler som "The Day After Tomorrow", "Fool's Corner", titelnummeret og "In Spite Of" sikrede Saybia et stort gennembrud og danske salgstal på den gode side af 100.000 eksemplarer. Også i udlandet markerede gruppen sig, og specielt i Holland og Norge har Saybia siden haft et stort og trofast publikum.


Saybia udgav siden albummene "These Are The Days" (2004) og "Eyes On The Highway" (2007). Herefter indledte sanger Søren Huss en solokarriere, der indtil videre har resulteret i de meget roste og velsælgende dansksprogede album "Troen & Ingen" (2010) og "Oppefra & Ned" (2012). Saybia har siden det sidste album og den efterfølgende turné givet enkelte koncerter i ind- og udland.

Saybia er stadig: Søren Huss (vokal og guitar), Palle Sørensen (trommer), Jeppe Knudsen (bas og kor), Jess Jensen (keyboards og kor) og Sebastian Sandstrøm (guitar).

 

Læs mere på Ringsted Festivals hjemmeside.


Saybia kan også opleves ved Høje Bøge Open Air i Svendborg 11. maj, på Langelandsfestival 26. juli og til Smukfest 7.-11. august.

ANNONCE