Popstjernen ønsker lovændring efter dødsulykke
Justin Bieber har nu udtalt sig i sagen, hvor en 29-årig paparazzo-fotograf nytårsdag blev kørt over og dræbt, umiddelbart efter at have fotograferet popstjernens hvide Ferrari på Sepulveda Boulevard i Los Angeles.
Justin Bieber siger følgende i en pressemeddelelse, udsendt af hans pladeselskab Island Def Jam Music Group og citeret af Rolling Stone:
"Selvom jeg ikke var til stede eller direkte involveret i denne ulykke, er mine tanker og bønner med ofrets familie. Jeg håber, at denne tragedie omsider vil inspirere til meningsfuld lovgivning og til at tage andre nødvendige skridt for at beskytte liv og sikkerhed for berømtheder, politifolk, uskyldige forbipasserende og fotograferne selv."
Justin Bieber var ikke selv med i den hvide Ferrari, som blev kørt af en af hans venner.
Ulykken har fået debatten om paparazzi-fotografer i Hollywood til at blusse op igen, blandt andet på de sociale netværk. Eksempelvis skriver Miley Cyrus følgende på Twitter:
"Jeg håber, at denne paparazzi/JB-ulykke vil bringe nogle ændringer i '13. Paparazzier er farlige! Fik prinsesse Diana ikke alarmklokkerne til at ringe højt nok?"
I 1999 indførte Californien ifølge The Independent sin første lov mod paparazzifotografer, og i 2010 blev endnu en lov vedtaget. Denne lov blev dog af en dommer sidste år erklæret forfatningsstridig.
Justin Bieber giver koncert i Parken 20. april. Koncerten er udsolgt.