Med skudhuller i spejlet og integriteten i behold
Det er egentlig sælsomt, at anmeldere - undertegnede inklusive - ofte forfalder til flosklen "Onkel Neil", når talen falder på den idag 67-årige canadiske rockstjerne. For Neil er ikke nogen hyggeonkel.
Han er en mand, der i en tåge af pot og alkohol gennem godt og vel femogfyrre år har kæmpet sine kampe og skabt sine lejlighedsvist mesterlige album med en kompromisløs konsekvens, man kun kan tage hatten af for.
Eksempel: Pladeselskabet siger, at Neil skal skrue ned for country-aspirationerne, de vil have rock'n'roll. Hvad gør Neil? Giver dem den blot 25 minutter lange rockabilly-pastiche Everybody's Rockin' og laver så det glimrende og gennemført countryficerede album Old Ways. I øvrigt blot et par år efter Trans, mandens muligvis mest besynderlige album overhovedet:
- Med titlen Trans mente jeg noget med at komme over fra en verden til en anden, at være låst fast i en krop uden nogen forståelig stemme, at prøve at kommunikere ved hjælp af maskiner, computere, kontakter og andet udstyr. Det var et meget dybt og utilgængeligt koncept.
Californisk landevej
Jo, Neil Young gør det, han brænder for. Og i sin fremragende og usædvanlige selvbiografi skriver han på samme måde nøjagtig hvad der optager ham. Nu. "Klokken er 09.43 på Vestkysten. Præcis klokken ti vil jeg klikke på "køb nu"-knappen".
Eller: "Lige nu befinder jeg mig på fire hjul på vej ud ad en to-sporet californisk landevej, mens jeg lytter til The Pistol Annies' Hell on Heels, som jeg første gang hørte på streamingtjenesten Rhapsody".
Det handler, med andre ord, om den lange vej fra Ontario via L.A. til stjernerne, om formative år i The Squires og siden Buffalo Springfield. Om vigtige venner og sjælefrænder, som faldt fra undervejs på den Gamle Vej: Den oprindelige Crazy Horse-guitarist Danny Whitten som døde af junk allerede i 1972 og Ben "Long Grain" Keith, som døde i 2010 som nogle af de vigtigste.
Men det handler også om gamle biler, modeljernbaner, FarmAid og kampen for et bedre alternativ til mp3-formatet. I ganske høj grad, ovenikøbet.
Hvis man er gået i byen efter en velordnet, kronologisk præsentation af Neil Youngs liv og virke er man kort sagt gået galt i byen. Til gengæld er bogen så et levende og vitalt værk, efterladende indtrykket af en figur i fortsat bevægelse, fremfor af en dinosaur med blikket stift rettet mod bakspejlet.
Måske nok mindre underholdende end Keith Richards fine autobiografi fra 2010, bevares. Men til gengæld med mere end fortiden på og i spil: sig selv on the line, simpelthen.
Skudhuller i spejlet
Søren Vinterbergs danske oversættelse er uden de irritationsmomenter og fortolkninger på læserens vegne, som man desværre ofte støder på - og så har forlaget klogeligt valgt at skrinlægge den først annoncerede, danske titel En Hippiedrøm.
Upåagtet, at Neil på omslagsfotoet bærer et lille kort i hattebåndet med ordene Hippie Dream, er En Hippiedrøm en klichétitel, en reduktion af hovedpersonen til at være eksponent for en bestemt kulturhistorisk bevægelse. Intet kunne være mere forkert: Onkel Neil er en ener. Og hans selvbiografi ligeså.
Der er dage, hvor On the Beach, Everybody Knows This is Nowhere eller Tonight is the Night forekommer at være eneste passende soundtrack; hvor man med protagonisten fra sidstnævntes titelsang må spørge "hvad mener du med, at han havde skudhuller i sine spejle?".
Nu har vi fået en flig af svaret - som dog selvfølgelig stadig blæser i vinden et sted ude på den californiske landevej.
(Bedømmelse: fire af seks stjerner)
Neil Young: Selvbiografi. Politikens Forlag 2012. 555 sider.
