Nyhed

Bono taler om nyt U2-album

Bandet er i studiet og har en arbejdstitel til det næste album

U2 er i fuld gang med at indspille deres næste album, og nu har gruppens frontfigur Bono fortalt en smule om det kommende udspil. Blandt andet afslører han arbejdstitlen:

"I bandet har vi kaldt albummet '10 Reasons To Exist' – men vi har faktisk mindst seks arbejdstitler," siger han til The Sun og fortsætter:

"U2 er tilbage i fin form. De er vilde for tiden, og de har virkelig lyst til at lave en ny plade. Og de er ligeglade med, om det tager ti år og aldrig vil ske igen, de vil bare gøre det ordentligt."


U2's seneste album var "No Line On The Horizon" fra 2009, et album, som GAFFAs anmelder Lars Löbner Jeppesen tildelte fem stjerner og blandt andet følgende ord: "Det er noget af en triumf, at U2 denne gang ikke lyder kalkulerende mod stadions, men derimod sigter efter noget så intimt som høretelefoner."

Det kommende album bliver U2's 13. studiealbum fra og med debutalbummet "Boy" fra 1980. Gruppens pladeselskab Mercury Records udtalte sidste år, at man regnede med, at udspillet ville udkomme i 2013.

 


ANNONCE