Springsteen giver en dansk ekstrakoncert efter for længst udsolgt koncert i Parken
Billetterne blev udsolgt på få timer, da salget gik i gang til Bruce Springsteens koncert Parken i København tirsdag den 14. maj 2013 på hans "The Wrecking Ball Tour". Det er nu lykkedes koncertarrangøren at få stablet en ekstrakoncert på benene, en koncert der samtidig vil tilfredsstille Springsteens jyske fans. Han spiller nemlig også i Jyske Bank Boxen i Herning torsdag den 16. maj.
I juli optrådte Bruce Springsteen på Roskilde Festivals Orange Scene sammen med The E Street Band. En tre-timers koncert som blev anmeldt til fem stjerner af GAFFAs Henrik Friis, som skrev:
"Efter sigende har Bruce Springsteen været øverst på Roskilde-publikummets ønskeliste år efter år efter år. Lørdag lykkedes det så endelig at få det amerikanske rock-ikon og hans mægtige E Street Band op på Orange Scene, og det kan der kun være en konklusion på: Roskilde fik sin Bruce-fest. Godt og vel. 2 timer og 55 minutter. Et af de korteste Boss-job på den igangværende turné, hvor den længste koncert har varet næsten en time længere. Men mere end rigeligt til at understrege Springsteens suveræne format som sanger, bandleder og indpisker – og en musiker som fra først til sidst er opmærksom på sit publikum og tager det hamrende alvorligt."
Bruce Springsteen er i dag 63 år, og har siden 1973 udgivet 17 studiealbum, der er solgt i mere end 120 millioner eksemplarer på verdensbasis. Springsteens seneste album "Wrecking Ball" udkom i 2012 og blev taget godt imod i GAFFA, hvor albummet blev tildelt fem stjerner af Henrik Friis med overskriften: "Springsteen: Vred, skuffet, desillusioneret. Men med noget på hjerte."
Billetsalget til koncerten begynder på mandag den 4. februar klokken 10 via Billetnet.dk.