Rapperens seneste fem singler har alle fået enten guld- eller platinstatus
Det går for tiden meget godt for Clemens, som netop har fået sin femte ædelmetal-certificering i træk, denne gang for singlen "Tog Det Som En Mand". Singlen har fået guld for 900.000 streams, og det kommer efter to et halvt år, hvor Clemens nu har udgivet fem singler, der alle har fået enten guld- og/eller platinstatus af pladeselskabernes brancheorganisation IFPI for enten salg og/eller streaming.
Statistikken ser således ud:
Champion - Salgsguld - (over 15.000 og nu tæt på salgsplatin = 30.000)
Byen Sover - Salgsguld (over 15.000)
Fuck Hvor Er Det Fedt G-mix - Streaming-platin (mere end 1.800.000 streams)
Ingen Kender Dagen - Salgsguld (over 15.000) og Streaming-platin (over 1.800.000 streams)
Tog Det Som En Mand - Streaming-guld (900.000)
Alle fem singler er at finde på Clemens' seneste album, "Ingen Kender Dagen" fra 2012, sidstnævnte sang dog kun på den såkaldte Platinum Edition-udgave. GAFFAs anmelder Anders Hjortskov var dog ikke så imponeret over albummet. Han uddelte beskedne to stjerner med blandt andet følgende dom:
"Hovedparten er metervarepop, autotune-omkvæd og Clemens på dobbelttempo-selvsving, hvor Bacardi rimer på party, og hvor han brillerer med sætninger som "Vi sku ha, uha". Puha!"
Clemens er her i 2013 aktuel som forfatter til genopsætningen af børneteatersuccesen "Cykelmyggen Egon" på Østre Gasværk og har i næste måned premiere på Bellevue Teaters danseteaterudgave af Bizets berømte opera, hvortil Clemens har skrevet sangteksterne. Derudover lover Clemens flere musikudgivelser i løbet af året.
Clemens debuterede i 1997 med albummet "Regnskabets Time" og har til dato udgivet seks album. Derudover har han skrevet flere teaterstykker og skrev i 2007 sangteksterne til musicalversionen af Lise Nørgaards tv-serie "Matador".
Se musikvideoen til "Tog Det Som En Mand" her.