Dagbog om teaterkoncerten The Raven kapitel 6

Se flere billeder fra forberedelserne i GAFFAs gallerisektion.

Fredag den 11. og lørdag den 12. januar spiller teaterkoncerten "The Raven" på Københavns Musikteater. Teaterkoncerten har Claus Hempler, Anne Vester Høyer og Julia Schmidt i hovedrollerne og byder på nyskrevne sange med forlæg i digte af den  amerikanske forfatter Edgar Allan Poe (1809-1849). Begge spilledage er i øvrigt udsolgt.

GAFFA har fået komponisten og musikeren Johnny Stage til at skrive dagbog om forberedelserne til teaterkoncerten. Prøverne og dagbogen starter fredag den 4. januar i Københavns Musikteater i Kronprinsensgade 7 i det indre København.

I hovedrollerne: Claus Hempler, Anne Vester Høyer og Julia Schmidt.
Musikere: Johnny Stage, Ida Bach Jensen og Henriette Groth.
Instruktør: Anders Lundorf. Musikalsk instruktør: Allan Klie.
GAFFA-dagbog og fotos: Johnny Stage.

DAGBOG #6 - Premiere

Kaffeposer med femmere:

Fredag d. 11.1. Så oprandt dagen hvor alt skal gå op i en højere enhed og helst holde nogenlunde sammen. "Die AA" har pisket os hårdt og instruktør Anders Lundorph har råbt så meget at han i dag lyder som en teenager med stemmen i overgang. Efter sølle fire timers søvn i nat er jeg langsomt ved at transformere til Hannibal Lechter. Vi skal møde kl. 09.30 til hele to gennemspilninger, pause på et par timer og så spille selve premieren kl. 21.00. De seneste dage har vi også øvet med kost & mask, som det hedder på teatersprog, kostume og maske, så der skal også lige påregnes tid til tøjskift, frisure og sminke.

Sminkøren har opgivet at farve mig hvid men er glad for min nye Hannibal Lechter-frisure og mener at så længe min teint matcher farven på Idas cognacfarvede kontrabas, er der dog i det mindste en form for farvebalance i salen. Mine guitareffekter har spillet mig et puds med programmeringen, så jeg må foretage et par krumspring, og jeg begynder at spekulere på det med spøgeriet herinde?

Min iPad har de dog ikke været i endnu, men jeg er opmærksom på diverse overraskelser. Det er en lidt sværere konstellation at "jamme" sig ud af, hvis teknikken svigter. Med et så stramt set-up ville det aldrig gå at snuppe en tromme/ bas-solo mens guitaristen lige roder lidt med lyden. Jeg oplevede et lignende scenarium i ruder konges tid under en koncert som guitarist i et band hvor sangeren, der også selv spillede guitar, undervejs fik problemer med sit udstyr. Han gik helt i panik foran et fyldt Pumpehus, så meget at trommeslageren pludselig begyndte at spille trommesolo??????

I mellemtiden stod bandets bassist og jeg måbende og tænkte: hvad fanden foregår her? Jeg forsøgte med alskens mimik at signalere til sangeren, at han bare skulle glemme den skide guitar og synge, så skulle der nok komme kaskader af hestevrinsk-guitar ovre fra min side. Da sangeren endelig havde nogenlunde fodfæste igen og nervøst nærmet sig sin mikrofon for at undskylde miseren for alt det 80'er lort der var blevet hældt ud over kanten, stiller der sig en plakatstiv grønlandsk kvinde lige foran, trækker godt op i blusen og svinger et sæt kodyle "kaffeposer med femmere i" rundt, så den stakkels sanger må gå af scenen, med nedbrudt sindstilstand. Så voldsomt tror jeg nu ikke det kan forventes at gå i den gamle loge i aften, men man kan aldrig vide...

Hjem i kisten:

Efter to gode gennemspilninger med en times pause er alle tilfredse. Det er selvfølgelig uundgåeligt at der undervejs har været pudsige indslag, men det hører sig til og er faktisk fint lige at prøve også. Utroligt at man gennem et helt vers kan spille pivhamrende forkert toneart uden nogen opdager det. En gammel finte er at når man gør den slags, skal man sørge for at gentage samme fejl i næste vers for derved at kigge underligt på resten af bandet som om de laver fejl, eller dække den ind bagefter ved at forgive man spillede noget meget svær improvisationsjazz ind over, som krydderi. Vi har nu i princippet fri i et par timer, inden der er mad på teatret. Man er i en slags limbo, enten tager man hjem og sover i den time der reelt er til rådighed når transporttid er fratrukket, eller osse hænger man ud på teatret.

Intet synes i denne zombie-tilstand at være fornuftigt, så jeg beslutter at tage hjem og tage en morfar. På vejen til metroen bliver jeg passet op af en flabet fætter fra Greenpeace, der vil sælge mig et livstidsabonnement på hippeforetagenet, med bemærkningen "du ser helt vildt interesseret ud". Nej jeg gør ej, jeg er Hannibal Lechter og om lidt bider jeg hovedet af dig, svarer jeg tilbage. Hannibal vil ikke vækkes af sin zombie-tilstand, han vil ned under jorden i den mørke metro og hjem i kisten.


Crack eller (purple) haze? - that's the question:

Da vi møder til mad kl. 18.00 har teatrets mor Gur sørget for lækker indisk mad til holdet. Poe-selskabet har indtaget foyeren, der i over en uge har lignet en krigszone, og fyldt den med alskens Poe-lækkerier. Også teatersalen er blevet totalt cleanet for kaffekopper, snotklude, kasser, borde og gamle madder. Kl. 19.30 skal der fotodokumenteres. Teatrets egen fotograf skal tage billeder til internt brug af opstillede situationer fra stykket. Vi faker så godt vi kan og er med på den værste. Allan Klie synes det er mere cool at jeg står med min autoharpe på billedet, i stedet for guitar. Så ligner Trio Bodega osse meget mere et keltisk frelserorkester fra "Les Miserables", og minsandten om ikke den flittige fotograf formår at få det til at ligne en dyr busreklame, succesen er i hus.

Vi laver en masse forskellige opstillinger der giver den kære og i øvrigt dygtige lysmand Mikkel Jensen mulighed for at give den fuld gas til billederne. Jeg overhører en samtale mellem ham og lydguru Erik omkring brugen af enten crack eller haze i røgen? Har hele tiden vidst der forgik noget skummelt deroppe ved deres domæne. Tidligere hed det "bananolie" og stank ad helvede til, nu er det åbenbart den hårde vare vi får i smasken. Det må være noget af en udskrivning for teatret.

Jørgen Sperling, som fotografen hurtigt er blevet døbt, er fantastisk god til at guide os rundt i alverdens stillinger, og jeg er sikker på han på et øjeblik kunne få os til at smide kludene, sådan som der jo er så meget af i teatret og for lidt på den rytmiske scene.

Showtime:

Der hviler en stoisk ro i garderoben, her 10 minutter før vi går på. Alle har været ude at panik-skide, og Hempler har netop vundet DM i rygning for femte gang, inden for ganske få dage. Skarpt forfulgt at nærmest samtlige på holdet. Jeg overvejede sågar selv at begynde igen efter 13 års pause. Hempler formår på samme vis som en kær og desværre alt for savnet kollega Henrik Hall at samle et hold omkring sig der osse vil med ud at ryge, selv ikke-rygerne.

Kl. 21.03 går vi på og er efterfølgende egentlig ret tilfredse med vores præstation. På mindre end en uge har vi fået sat en hel forestilling på skinner, og vi håber alle teatret vil genopsætte den, som der har været tale om i nogle dage. Lørdag spiller vi sidste af to udsolgte forestillinger, og vi glæder os til at prøve kræfter med rummet igen, ligesom vi også glæder os til den obligatoriske vilde bytur efter.

Dagbog#7 med tømmermænd følger.....