Dave Grohl fortæller, at gruppen er klar til at indspille næste opus, så snart han er færdig med at promovere sin nye dokumentarfilm
Dave Grohl er for tiden travlt optaget af at promovere sin dokumentarfilm "Sound City", om det nu nedlagte pladestudie af samme navn, og det tilhørende soundtrack. Her spiller han sammen med en lang række markante musikere, blandt andre Stevie Nicks fra Fleetwood Mac, Trent Reznor fra Nine Inch Nails og How To Destroy Angels, Josh Homme fra Queens Of The Stone Age og mange flere. Filmen havde premiere på Sundance Film Festival tidligere på måneden til fine anmeldelser, og soundtracket er på gaden 12. marts.
Arbejdet med filmen betyder, at Grohls band Foo Fighters holder pause for tiden, men de er snart klar til at finde sammen igen, fortæller Grohl til MTV. Han siger:
"Vi har en plan, vi ved præcis, hvad der vil ske næste gang, og jeg har musikken til den næste plade, og vi begynder med at arbejde på den, så snart vi er færdige med det her. Og vi har virkelig imponerende, store planer for det næste album. Jeg er begejstret for dem."
Dave Grohl vil dog ikke sige noget om en udgivelsesdato for det næste album. "Hvis jeg giver jer noget nu, vil det betyde, at jeg må give en deadline."
Foo Fighters debuterede i 1995 med albummet "Foo Fighters" og har til dato udgivet syv album, senest "Wasting Light" fra 2011.
På det seneste har Dave Grohl også arbejdet som trommeslager på det kommende album med Queens of the Stone Age.