Nyhed

Guide: Disse danske album skal du glæde dig til i 2013

Vi kigger nærmere på de mest spændende danske pladeudgivelser i det nye år

Som bekendt er vi gået ind i et nyt år, og i den forbindelse har vi kigget i kalenderen for at se lidt på, hvad vi kan forvente af markante danske albumudgivelser i 2013. Vi tager dem fra en ende af:

21. januar: Veto: Point Break

Troels Abrahamsen & Co. følger efterårets ep "Sinus" op med minialbummet "Point Break", der dermed følger op på deres aktuelle smag for kortere formater.


28. januar: Indians: Somewhere Else

Det danske enmandsband alias Søren Løkke Juul udgiver sit debutalbum på det prestigefyldte engelske pladeselskab 4AD, også kendt for udgivelser med navne som Bon Iver, The National og Efterklang.

28. januar: Kato: Behind Closed Doors


Den succesfulde dj er klar med opfølgeren til "Discolized" og "Discolized 2.0" og hitsinglerne "Never Let U Go" og "Alive", hvor han fik selskab af henholdsvis Snoop Dogg & Brandon Beal og Electric Lady Lab. Albummet gæstes af en række markante vokalister. Hvem det bliver, er dog endnu ikke offentliggjort.

28. januar: Peter Sommer: Alt Forladt

Sangeren og sangskriveren er efter Simon Kvamm-duoprojektet De Eneste To tilbage med sit fjerde soloalbum, opfølgeren til 2008's "Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene".


4. februar: Dúné: Wild Hearts

Mattias Kolstrup & Co. er klar med deres tredje album, "Wild Hearts", deres første siden "Enter Metropolis" fra 2009 og deres første som kvartet.

4. februar: Klak Tik: The Servants

Den dansk-engelske, London-bosatte folk-rock-gruppe under ledelse af sanger og sangskriver Søren Bonke er på vej med opfølgeren til den roste debut "Must We Find A Winner" fra 2011.

4. februar: The Migrant: Beads

Den danske folk-rock-gruppe under ledelse af sanger og sangskriver Bjarke Bendtsen er klar med deres tredje album. The Migrant udgav senest 2011's "Amerika", som GAFFA tildelte fem stjerner.

4. februar: Stoffer & Maskinen: Astronaut

Elektroduoen alias sanger og tekstforfatter Christoffer "Stoffer" Budtz og musiker, komponist og producer Andreas "Maskinen" Sommer er klar med efterfølgeren til den selvbetitlede debut fra 2010.

18. februar: Dangers Of The Sea: Dangers Of The Sea

Den danske folk-rock-gruppe, der tæller medlemmer fra Slaraffenland, Saybia og Efterklang, og som optrådte på Roskilde Festival 2012, er klar med deres debutalbum.

18. februar: Vinnie Who

Diskoprinsen er klar med den endnu ubetitlede opfølger til sin succesfulde debut "Then I Met You" fra 2010.

19. februar: Iceage: You're Nothing

Det unge danske punkband følger op på den to år gamle debut "New Brigade", der vakte opmærksomhed langt ud over Danmarks grænser.

Februar: Fallulah (billedet)

Sangerinden og sangskriveren er aktuel med toeren oven på det storsælgende debutalbum, "The Black Cat Neighbourhood" fra 2010. Titel og udgivelsesdato er endnu ikke offentliggjort.

1. marts: Jacob Eriksen & Koldstart: Antarctica

Den tidligere sanger og sangskriver i 90'er-bandet Shirtsville følger sit fire år gamle solodebutalbum op med et nyt udspil, denne gang med bandet Koldstart. Teksterne er også denne gang på dansk.

Desuden...

Desuden byder foråret på nye album fra danske kunstnere som Kashmir, Mads Langer, Nabiha, Agnes Obel, Volbeat og Rasmus Walter. Mange af disse udgivelser vil du snart kunne læse mere om på GAFFA.dk

ANNONCE