Nyhed

Helmig udgiver koncertoptagelser som gratis download

Koncerter fra Helmigs første soloturné kan nu downloades kvit og frit

15. september 2011 havde Thomas Helmig premiere på sin første såkaldte soloturné nogensinde, og over de næste syv uger drog han landet rundt med keyboardspilleren Poul Reimann som eneste anden musiker. Helt solo var Helmig altså ikke, men næsten da.

Turnéen startede med 12 koncerter i Glassalen i København, og derefter gik den rundt til Vejle, Silkeborg, Svendborg, Odense, Holstebro, Horsens, Fredericia, Esbjerg, Randers, Aalborg, Aarhus, Viborg, Skive og Herning. Der var udsolgte huse hele vejen rundt, og nogle steder var der så meget pres på billetsalget, at der måtte arrangeres ekstra koncerter – blandt andet tre udsolgte shows i Musikhuset Aarhus' Store Sal.

En række af disse koncerter blev indspillet, og nu er de første syv sange blevet lagt op til gratis download og/eller streaming via Helmigs Facebook-side, som knap 93.000 følger.

I første omgang ligger følgende syv sange til fri afbenyttelse: "Kiosk", "Jeg Ta'r Imod", "Midnat i Europa", "Mit Hjerte Længes", "Nu Hvor Du Har Brændt Mig Af", "Daddy Venter" og "Aldrig Så Smukt". Sidstnævnte er en sang, Helmig skrev til denne turné, og som ikke findes på nogle af hans album.

Sangene er indspillet og mikset af Mads Nørgaard Nielsen.

GAFFAs anmelder Kristian Nygaard tildelte turnépremieren i Tivoli fire stjerner og blandt andet følgende ord: "Det er afslappende, det er godt underholdende, og det er nye toner fra det aldrende ungdomsidol. Nu skal han bare passe på, at der ikke går for meget Bob Dylan i det hele, for popkongen er for god til at spise publikum af med en brægende mundharpe."

Helmig giver også koncerter i sommeren 2012, denne gang med band. Datoer og links til billetsalg kan findes på GAFFA Live og Helmigs Facebook-side.

ANNONCE