Nyhed

Hitliste med få udsving

Julens sidste krampetrækninger på ugens hitliste

Ved ugens udgang offentliggøres den officielle albumhitliste - og denne fredag gøres der således status over salget i den sidste uge af 2012. Her havde mange tilsyneladende svært ved at slippe julen: lydsporet til Wikke & Rasmussens julekalender Julestjerner hoppede således op på plads nummer tre efter at have ligget på en fjortendeplads ugen forinden.

Der skulle mere til end et forestående nytårsbrag til at vælte Kim Larsen & Kjukkens seneste udspil Du glade verden af pinden - den beholdt således sin førsteplads. Også på femte- og tiendepladsen er der dømt status quo, idet henholdsvis Nephew og Rasmus Seebach (billedet) beholder deres reskpektive placeringer.

Lukas Graham og Mads Langer byttede plads, så Graham nu bider Larsen i haserne på en andenplads, mens Langer må se sit album Behold DeLuxe henvist til en fjerdeplads.


Værre er det dog gået for One Direction, som efter en tredjeplads inden jul nu er røget ned på plads nummer elleve. Også Led Zeppelin har tilsyneladende lidt under, at gaveindkøbene var overstået: livealbummet Celebration Day tumlede fra en niende- til en attendeplads. 

Til gengæld - og absolut uden sammenligning iøvrigt - har hjemlige Joey Moe foretaget et kækt hop op til plads nummer otte, efter at have ligget helt nede på plads nummer 29 inden jul. Der er ingen nye poster på ugens liste.

ANNONCE