Nyhed

Kultbandet Hyldemor hyldes på Christiania

Det danske kultband bliver fejret i anledning af, at deres legendariske album "Glem Det Hele" for første gang kommer på cd

Som tidligere nævnt udgiver pladeselskabet Sony Music 18. februar det danske kultband Hyldemors legendariske og eneste studiealbum "Glem Det Hele" fra 1978 på cd for første gang nogensinde. Gruppens primus motor var den originale sanger, sangskriver og guitarist Hans Vinding, som døde på sin 51 års fødselsdag i 1999.

I anledning af genudgivelsen træder en lang række af Hans Vindings gode venner sammen til en HYLDest-koncert på Loppen, et sted Hyldemor spillede på adskillige gange, tilbage i slutningen af 70'erne og starten af 80'erne.

Kernen i bandet bliver de tre nulevende medlemmer af Hyldemor, Steen Claësson (violin), Jens Breum (trommer) og John Teglgaard (guitar).

Omkring dem vil man finde folk som Mikkel Bayer (Furekåben), Jens T. Hansen og Helle Vibeke Steffensen (begge Hyldemors Grønsagligheder), Niels Pind (der spillede med Hans Vinding efter Hyldemor) samt sangere/musikere som Morten Hall, Lorenzo Woodrose, Frede Fup, Thomas Neeson, Thomas Negrijn med flere.

Lysmanden Frank Hindsberg har lovet arrangørerne at lave noget flot psykedelisk lys, der passer til lejligheden.

Musikerne spiller to sæt, dels eet hvor hele "Glem Det Hele" genopføres, dels et sæt med sange fra Hans Vindings vidtfavnende sangkatalog fra grupperne Furekåben, Hyldemors Grønsagligheder og tiden efter Hyldemor.

Selvom pladen først udsendes 18. februar, vil den allerede kunne købes på Loppen lørdag d. 16. februar.

Albummet "Glem Det Hele" blev oprindeligt udgivet i 1978 og har indtil nu kun eksisteret som lp og musikkassette. Det blev kun udsendt i ét oplag, og på landets pladebørser er det sjældne album ofte blevet solgt for op til 750 kroner. Sanger, sangskriver, musiker, digter, gøgler og maler Hans Vinding var som nævnt omdrejningspunktet i Hyldemor, og nogle betragter i dag hans tekster på niveau med Eik Skaløe, Laus Bengtsson, Niels Skousen, Dan Turéll og C.V. Jørgensen.

Billetsalget til koncerten er i gang via GAFFA Live.


ANNONCE