Nyhed

Siamese Fighting Fish: Vi kommer fucking efter jer!

Vi har talt med vinderne af GAFFA-Prisen "Årets Danske Hardrock-Udgivelse"

Tilbage i december blev GAFFA-Prisen 2012 afholdt ved et stort og meget omtalt show på Bremen Teater i København. I den forbindelse interviewede vi de fleste af vinderne, og du kan her læse vores interview med Siamese Fighting Fish, som vandt prisen "Årets Danske Hardrock-Udgivelse" for albummet "Breathe See Move".

Tillykke med GAFFA-Prisen, hvad er jeres reaktion, og hvordan vil I gerne takke de læsere, der har stemt på jer?

– Siamese Fighting Fish er, ligesom fondue var i 60'erne. Det var noget eksklusivt eksotisk. Det var ikke noget, der var for alle. Det var kun for de rige. Problemet er, at vi ikke er for de rige, vi er lidt mere som en roquefort-ost, og når en roquefort-ost vinder en fucking pris, så skal det fandeme fejres behørigt. Vi er stolte og glade, og vi vil gerne takke os selv først og fremmest, for der har ikke været en eneste instans i den her rejse – på nær Mighty Music, som har hjulpet os – andre end os selv, vores netværk og vores fans, som er de mest loyale fans i Danmark. Det betyder utrolig meget. Kato, vi kommer næste år. Vi tager dig! Det er sådan, vi har det.


Hvad har været årets mest positive oplevelse set fra både et musikalsk og personligt perspektiv?

– Det fedeste, der er sket i år, det er den her pris. Musikalsk er der sket det, at den plade, vi har lavet (Breathe See Move red.), har været nogenlunde efter vores hoved. Det er det bedste. Vi har arbejdet med nogle virkelig gode mennesker. Det har betydet sindssygt meget for os, men vi venter bare på vores dancehall-æra. Der kommer en rock-æra, og så går det amok. Vi er Danmarks eneste metal-boyband, og det skal vi holde fast i. Vi er Siamese Fighting Fish, og vi kommer fucking efter jer!

– And you can dance to that shit!


(Der bliver råbt, jublet, hujet, hoppet og sunget strofer fra, hvad der menes at være Busta Rhymes Pass The Courvoisier Part II, red.)

Hvad har været årets mest negative oplevelse set fra både et musikalsk og personligt perspektiv?

– Det værste, der kan ske her i Danmark, det er, at vi strammer det musikalske diktatur. Alle snakker om det lige nu, og alle de ved det. Vi er derude. Vi er en scene, og der er mennesker, der lytter til os. Det har vi bevist i dag. Vi har slået bands, som har været i gang i tyve år. Det betyder, at der er en scene. Det gælder om at åbne øjnene op for den, og det er det, vi   symboliserer ved at være her i dag. Det er det, der er det mest negative. Musik, der forfalder til de nemmeste – lad være med det.


Kan I fortælle den sjoveste anekdote fra 2012?

– En unavngiven person – meget magtfuld – sagde: rock er død. Til ham siger vi: Fuck dig. Rocken er i live. Det kan vi fucking bevise.

Hvilket nummer er jeres favoritnummer fra 2012 – og hvorfor?

– Det er Stream City med Fisherman's Tale. Stream City er også et undergrundsband, der fortjener opmærksomhed, ligesom vi får det lige nu. Stream City er fucking fedt, og hvis ikke er dem, så er det alle de numre, som Deftones har lavet nogensinde.           
Hvad skal I lave i 2013?

– Der skal ske det, at vi håber at indgå en aftale med et japansk pladeselskab for at komme ud til det japanske marked. Vi håber på at komme rigtig meget ud og spille i udlandet sammen med et større band for nogle større publikum. Lige nu spiller vi for et undergrounds-klub-publikum, vi spiller for omkring 150 mennesker rundt omkring, og det er også superfedt, men nu er det på tide, at vi rykker os og siger: "lad os prøve at se, hvordan det er at spille for 1000." Det er det, der skal ske lige nu. OG – så skal Roskilde Festival tage sig sammen. De skal sige: "Nu har de kæmpet så hårdt" – for vi har kæmpet. Vi har betalt for at spille koncerter – så meget fra bunden er vi. Det er det, der er det vigtige i, at vi er nået hertil.

Hvordan har I egentlig tænkt jer at fejre det her? I har en sang, der hedder Party Like Charlie Sheen – er det det, der skal ske i aften?

– Motherfucking hell yeah! Der er én ting, der skal siges her. Vi er uden tvivl – siden Rock Hard Power Spray stille og rolig hidsede ned – så er vi det mest festlige, det mest ambitiøse – på alkoholens vegne – band, der er i Danmark. Det skal fejres med manér, og det bliver det fucking i aften. Charlie Sheen har ikke levet forgæves, det har han ikke.

(Der bliver igen råbt, jublet, hujet, hoppet og sunget strofer fra, hvad der menes at være Busta Rhymes Pass The Courvoisier Part II, red.)

ANNONCE