Nyhed

Turboweekend tager på intimturné

Silas Bjerregaard & Co. kan opleves i intime rammer i starten af februar

Turboweekend, som sidste sommer udgav deres tredje, anmelderroste og hitlistetoppende album "Fault Lines", og som før jul afsluttede en længere turné i Danmark og udlandet, tager på en mini-turné med fem koncerter i intime rammer.

Turboweekend, der er kendt for højenergisk elektrorock, har ikke tidligere turneret med en mere minimal opstilling. På sidste års Spot-festival, hvor forsanger Silas Bjerregaard fortolkede Turboweekends sange med pianisten Gustaf Ljunggren, viste materialet sig imidlertid fra en helt ny side, som tændte noget i gruppen.

Fra øvelokalet siger bandet:

"Vi havde en rigtig positiv oplevelse med det her minimalistiske setup til P3's skurvognssession på Northside i både 2011 og 2012, og så tænkte vi: "Hvorfor ikke lave en hel koncert i den stil?" Det er en spændende udfordring for os, som er så vant til at arbejde med store fyldige produktioner, pludselig at skulle skære numrene helt ind til benet uden at miste energien. Heldigvis går det rigtig godt indtil videre, og vi glæder os supermeget til at komme ud og spille nogle koncerter, som bliver en lige så ny og frisk oplevelse for os som for publikum."

Dette er derfor en unik chance for at høre numre som for eksemepel "Trouble Is", "On My Side" og "Jezebel" i helt nye, nedbarberede arrangementer, og bandet vil imellem numrene snakke om de specifikke sange, karrieren generelt og fortælle små anekdoter fra deres musikerliv.

Koncerterne er lavet i samarbejde med lokale radio-stationer og Royal Beer, og koncerterne bliver afholdt for eksklusive 50-75 gæster per sted.

GAFFAs anmelder Jesper Buhl tildelte albummet "Fault Lines" fem stjerner og skrev blandt andet: "'Fault Lines' lyder, som plader gør, når de skabes af et selvsikkert og modent band, og det er skønt, og man kan kun håbe, den selvsikkerhed kan føre bandet endnu længere ud i både natlige turbo-excesser og elegante weekend-soiréer."

Turboweekend var i øvrigt i slutningen af 2012 nomineret til to GAFFA-Priser, Årets danske band" og "Årets danske album" ("Fault Lines"), som dog blev vundet af henholdsvis Nephew og Lukas Graham.

Turné:

Mandag d. 4. feb. Huset, København

Tirsdag d. 5. feb. Månen, Haderslev – i samarbejde med radio Mojn

Onsdag d. 6. feb. First Hotel Grand, Odense – i samarbejde med Klubben

Torsdag d. 7. feb. Scandic Hotel Århus City, Århus – i samarbejde med Go!FM/ABC

Fredag d. 8. feb Benediktes, Aalborg – i samarbejde med Radio ANR

Billetter kan købes gennem radioernes og spillestedernes hjemmesider.


ANNONCE