Boganmeldelse: Gary Tillery - Den kyniske idealist John Lennon

 

Det er - her kan du forestille dig en trommehvirvel - en småprætentiøs omgang, som ikke føjer væsentligt nyt til billedet af den sympatiske stjerne. Og som i den decideret pinlige danske oversættelse desværre indimellem er en ganske plagsom omgang at komme igennem.

 

 

Vi følger Lennon fra de forvirrede og rebelske teenageår, over en spirituelt funderet fredsfilosofi i krydsfeltet mellem idealisme og kynisme frem mod mordet i 1980. Den centrale tese - som  tages i ed i bogens titel - samles op mod bogens slutning:

 

"I bund og grund var Lennon en kynisk idealist. Han forstod den uundgåelige selv-interesse, som griber ind i vores udvikling mod en bedre verden, men han manglede aldrig troen på, at vi kunne nå derhen, hvis bare vi bevarede fokus på vores drømme. Som filosof blev han ved med at opfordre os til at se mod horisonten; som kunstner følte han sig fri til at give luft for sin frustration over vores snæversyn."

 

Og det er jo fint nok, ikke mindst når det faktisk søges underbygget af konkrete læsninger af for eksempel en nøgletekst som "Imagine." Desværre er den tematiske tråd ikke lige klar gennem hele bogen, hvorfor vi ikke undgår et vist pseudoakademisk anstrøg - eller sagt på en anden måde: Det skal lyde meget klogt og dybsindigt, men den intellektuelle dybde i bogen er i virkeligheden til at overse. Et eksempel er følgende passage, hvor der i et forsøg på at placere Lennon i en filosofisk tradition, trækkes tråde tilbage til den antikke kyniker Diogenes:

 

"Verdens mest berømte kyniker og John Lennon havde fascinerende sammenfald. Diogenes havde en uimodståelig trang til at sige sandheden, at sige det hele, uden at tage hensyn til konsekvenserne. Han var tro mod moralsk frihed og foragtede traditionelle idealer. Han insisterede på selvstændig tænkning, og han nød at udfordre sociale normer."

 

Fint nok. Men er det i virkeligheden ikke et skudsmål, som kan appliceres på en lang række kompromisløse intellektuelle gennem de sidste 2000 år? Det vil jeg mene. Og dermed bliver der i nogen grad tale om et mindre væsentligt postulat, som mest synes at tjene til en form for pseudo-akademisk legitimering af forfatterens dagsorden - og den slags er der desværre en del af i Tillerys bog.

 

 

Hertil kommer så en række kategoriske, tvivlsomme og stærkt diskutable postulater, som "Årtiet fra 1965 til 1975 var for Lennon en mørk nat for sjælen". Eller forfatterens fortolkning af historien om baggrunden for Beatles-klassikeren "Lucy in the Sky With Diamonds", som ifølge Lennon selv var inspireret af en tegning hans dengang 4-årige søn Julian havde lavet:

 

"Det er ikke svært at forstå, hvordan tilfældet (at de første bogstaver i sangtitlens ord danner ordet "LSD", red.) opstod. Som en regelmæssig bruger af LSD havde Lennon utvivlsomt nævnt det, mens Julian uforvarende kom til at høre det, sikkert flere gange. En smart 4-årig ville sikkert spekulere over, hvad bogstaverne betød, og ved at lege med bogstaverne opfandt han en fantasifuld frase og skabte så en tegning ud fra den."

 

Denne anmelders søn er tre et halvt og bestemt ikke tabt bag en vogn - men det ville sgu forbavse mig, hvis han om få måneder skulle vise sig i stand til at udlede forbogstaverne af et begreb, han havde overhørt, skabe en poetisk titel deraf og efterfølgende applicere den på en tegning henne fra børnehaven.

 

Værre bliver det hele dog af den danske oversættelse, som side efter side byder på decideret dårligt dansk, og hvor den konsekvente, anglificerede orddeling ("sit eget vismands-image" bliver til "sin egen vismands image", rockstjerne bliver til "rock stjerne" og sådan er det hele vejen igennem) næsten er det mindste problem.

 

Vi får ualmindeligt klodsede formuleringer og korrekturfejl som som "Lennon troede, at vi alle er strålede og skinnede" og "mange kilogram dokumenter blev holdt væk fra publikum, som havde betalt  bureauets løn". Aprilsnar bliver til "en 1. april joke", "ikke mere" bliver til det modsatte i "den revolutionære bevægelse, Lennon havde støttet, var intet mindre end en opblæst vind henover det politiske landskab."

 

 

Mod slutningen anlægges atter et bredere filosofisk perspektiv, idet Lennon placeres i direkte forlængelse af Oplysningstidens store filosoffer - en plausibel, men måske ikke vanvittigt dyb eller original betragtning: "På sin egen folkelige måde genindførte Lennon de mål, Oplysningstiden havde sat. Vær et individ, synes han at sige. Hold op med at acceptere andres holdninger som dine egne."

 

Rent retorisk anlægger Tillery i passager en docerende tone, og det forekommer på den led passende,  at bogen udkommer på et forlag med bøger om håndlæsning, indre engle og andet godt på samvittigheden: "Antag for et øjeblik, at du opdager, at du lider af en dødelig sygdom, og at din læge fortæller dig, at du måske kun har to år tilbage at leve i. Hvordan ville du så vælge at bruge din resterende tid?."

 

Og så er det diskutabelt, når forfatteren retorisk spørger: "Men hvem lægger mærke til lyrikken i den populære musik?". Det  er der faktisk en del - også akademikere - der har gjort i adskillige årtier. Og så er "Imagine", som der her refereres til, oven i købet en af poppens allermest almenkendte tekster. "Imagine," som her dateres til 1972, skønt den udkom året før (hvad der også fremgår andetsteds i bogen), men fred nu være med det.

 

For om ikke andet tjener "Den kyniske idealist John Lennon" til påmindelse om den stadig fascinerende figur og kompromisløse kunstner, vi mistede den decemberaften på Manhattan i 1980. Blandt andet derfor får bogen tre stjerner her - som dog trækkes ned af den ærgerlige oversættelse.  

 

(Bedømmelse: To af seks stjerner)