Filmanmeldelse: Springsteen & I

For femten år siden udgav den amerikanske akademiker Daniel Cavicchi sin "Tramps Like Us - Music & Meaning Among Springsteen Fans." Nu får vi så et nyt og anderledes lettilgængeligt forsøg på at afdække hvad det lige er, den i dag 63-årige superstjerne kan - i form af en biograffilm klippet sammen udelukkende af fans egne videoer, hvor de fortæller om deres forhold til eller oplevelser med The Boss.

 

At filmen således er lavet af fans betyder imidlertid ikke, at den nødvendigvis kun er for fans - selvom det nu nok trods alt overvejende er tilfældet. 

 

Hjemmevideoerne bindes nemlig lykkeligvis sammen af adskillige eminente arkivoptagelser fra det kreative klimaks mellem '75 og '85, hvoraf flere har decideret gåsehudsfremkaldende karakter - stærke uddrag af "Jungleland", "Factory" og "Thunder Road"; en Springsteen som med tårer i øjnene og armene om skuldrene på sine gamle bandmakkere synger sidste vers af "Blood Brothers" live på genforeningsturnéen i 2000. Den slags.

 

 

Vi møder fans fra hele verden, unge som ældre, og det er ikke nødvendigvis de ældste eller mest inkarnerede fans, som fremkommer med de mest interessante eller rørende refleksioner omkring hovedpersonen. Tag for eksempel Kitty, en kvindelig akademiker i tyverne, der ernærer sig som lastbilchauffør og fortæller om at lytte til "Atlantic City" på vej gennem ørkenen i Arizona.

 

Og om, hvordan Springsteens sange fik hende til at føle hun gjorde - og var - noget værdifuldt, når hun (i et tidligere lortejob) cyklede på arbejde klokken tre om morgenen. "Han er en vigtig person for mig. Han fortæller, at man kan være den, man vil. At man godt kan have en kandidatgrad og leve af at være lastbilchauffør. At  man ikke behøver at tage sig af folks stereotyper."

 

I det veritable kludetæppe af vidnesbyrd fra fans får vi en række citater, som på hver sin måde bidrager til at indkredse fænomenet Springsteen. Fans, der bedes beskrive hvad Bruce repræsenterer for dem med tre ord; herunder en ældre dame i pink, som nævner "happy, handsome, hot", eller den tyske pige som siger "Leidenshaft, Sehnsucht, Freiheit" (lidenskab, længsel og frihed, red.). 

 

Manden, der siger at Bruce første og fremmest "lærte ham at være en mand....en ordentlig mand." Det hårdtarbejdende par, som aldrig har haft råd til at høre deres helt live, så derfor nøjes med at danse til "Radio Nowhere" i køkkenets radio. Den britiske fabriksarbejder, som sparede sammen i årevis og endte på første række til en af genforeningskoncerterne i Madison Square Garden, New York, i 2000.

 

 

Derudover er der op til flere danske danske islæt i den fine film: Vi møder gademusikanten Jojo, som i sin tid jammede med Springsteen på Strøget i København i '88 - foruden Jane fra Helsingør og Jon, som arbejder i Parken i København og fik sin ilddåb som ni-årig med Tunnel of Love Express-turnéens stop sammesteds.

 

I filmen ender sidstnævnte med at få foræret Springsteens eget læderarmbånd - fra ejermanden selv - med besked om at det er et "tegn på broderskab." For da Springsteen i slutscenen cementeter det sympatiske indtryk ved at mødes med nogle af de medvirkende fans i filmen - ja, så foregår det også backstage i København efter hans koncert i Parken tidligere på året.

 

Efter rulleteksterne af den egentlige film får vi et uddrag fra bandets koncert i Hyde Park, London, i sommeren 2012 - inklusive gæsteoptræden af Sir Paul McCartney. Det er en fornuftig disposition, som bidrager til at sætte fanvideoerne i perspektiv - ligesom med de gennemgående arkivoptagelser mindes man her om, præcis hvad det hele handler om, og hvorfor Springsteen kan motivere så stærke følelser i sine fans.

 

Sammenklippet som den er af hjemmevideoer, er "Springsteen & I" i sagens natur ikke nogen decideret stor film i tradtionel forstand. Men den formår faktisk - på sin egen måde - at formidle en flig af forklaringen på den sympatiske superstjerne Springsteens særlige appel. Og det er i sig selv en præstation.    

 

(Bedømmelse: Fire af seks stjerner)