Nyhed

Godspeed You! Black Emperor skifter spillested

Postrockernes koncert flyttes fra Marmorkirken til Tivolis Koncertsal

Når det prominente postrock-navn Godspeed You! Black Emperor den 7. august lægger vejen forbi den danske hovedstad, vil det være gruppesn første koncert herhjemme i elleve år. Og det har kunne mærkes på interessen for koncerten, som nu flyttes fra Marmorkirken, hvor den oprindeligt skulle have været afviklet, til Tivolis Koncertsal.

Det er ifølge arrangørerne på bandets egen foranledning, at der nu skaffes mere plads til den totalt udsolgte koncert - og dermed åbnes op for salg af ekstra billetter.

Koncerten i København er i øvrigt gruppens eneste indendørs show i Skandinavien, inden de drager videre sydpå og optræder på tre tyske festivaler. Billetter til koncerten i Marmorkirken er naturligvis stadig gyldige - og inkluderer nu også gratis entré til Tivolis traditionsrige have.


Ekstra billetter

Godspeed You! Black Emperor blev oprindeligt dannet i Montreal, Canada, i 1994 men satte karrieren på stand-by fra 2003 til 2010. Når de i næste måned besøger Tivolis Koncertsal - der tidligere har lagt scene til navne som Black Sabbath, Patti Smith, Jimi Hendrix og Kris Kristofferson - vil det være med følgende besætning:

Efrim Menuck / Sophie Trudeau / John Bryant / Michael Moya / Thierry Amar / Mauro Pezzente / Aidan Girt / Timothy Herzog / Karl Lemieux.


De ekstra billetter kan erhverves via billetnet.dk og koster 375 kroner eksl. gebyr. Koncerten begynder klokken 21.30, og dørene åbnes en time før.

ANNONCE