Den fremadstormende sangerinde besøger New York-rapperen på Roskilde lørdag nat
Den snart sagt allestedsnærværende danske sangerinde MØ har allerede optrådt to gange på Roskilde Festival – søndag eftermiddag som gæstevokalist med danske Broke, mandag aften som solist i et propfyldt Pavilion Junior-telt. Sidstnævnte koncert fik fire stjerner af GAFFAs anmelder under overskriften: "MØ levede op til hypen, uden at overrumple, for et propfyldt telt".
Nu kan GAFFA afsløre, at MØ også vil gæsteoptræde hos den amerikanske rapper Angel Haze, der indtager festivalens Cosmopol-scene natten efter lørdag klokken 02.15.
"Destruktion, sorg og oplevelsen af lidelse" er ifølge Angel Haze hendes primære inspirationskilder. Den 21-årige rapper vakte opsigt med sin version af Eminems "Cleaning Out My Closet", hvor hun beretter om et seksuelt overgreb. Hun er også kendt for en fejde med rapkollegaen Azealia Banks, som startede på Twitter og siden har resulteret i hele to hade-sange fra Haze til Banks.
Angel Haze udgav sidste år ep'en "New York EP" med blandt andet signatursangen "New York" og udsender senere i år sit debutalbum, "Dirty Gold".