I aftes spillede de i Parken – til november vender de tilbage til landet
I aftes spillede de i et stort set fyldt Parken for 42.000 personer, og i dag kan elektroveteranerne Depeche Mode så offentliggøre, at de vender tilbage til Danmark – denne gang i Jyske Bank Boxen 29. november til anden del af deres "Delta Machine World Tour".
Depeche Modes europæiske stadion- og festival-sommerturné har været populær, med hovedparten af de 38 koncerter udsolgt flere måneder inden koncerterne. Nu vil fans få en ny chance for at se Dave Gahan, Martin Gore og Andy Fletcher, når de vender tilbage med en europæisk arena-tour i vinteren 2013/14.
Bandet har siden 1981 solgt over 100 millioner plader, og de udgav deres 13. studiealbum, "Delta Machine", i slutningen af marts i år.
GAFFAs anmelder Ras Bolding var moderat tilfreds med gårsdagens koncert, som han tildeler fire stjerner og blandt andet skriver følgende om: "Der kan ikke undgå at snige sig lidt rutine ind, når man er så stort et navn som Depeche Mode og spiller så fyldige turnéer, som de nu engang gør, men det virker faktisk som om, at gruppen stadig holder af at stå på scenen. Noget fungerede bedre end andet, men dybt professionelt, det var det hele, fra første til sidste nummer, og Depeche Mode skal altså have, at de stadig går 120% til den live, hvilket man bestemt ikke altid kan sige om alle andre grupper fra samme generation."
Billetsalget starter først 2. september, men der vil fra på tirsdag 18. juni være et eksklusivt forsalg på et begrænset antal billetter for Live Nations nyhedsbrevsmodtagere. Man kan tilmelde sig på livenation.dk.