Nyhed

GAFFA TV: Roskilde-portene er åbnet

Omkring 35.000 festivalgæster har allerede indtaget campingområderne

Lørdag klokken 18 åbnede portene til de forjættede campingpladser på Roskilde Festival, og omkring 35.000 festivalgæster indtog de store campingområder West og East. På det tidspunkt skinnede solen, selvom det havde regnet en del i timerne forinden. En lille samling utålmodige gæster var dog trængt ind på Camping West en halv time før den officielle åbning, men det store flertal ventede tålmodigt. Forude venter otte dages festival med omkring 180 koncerter og meget mere.

"Vores frivillige har bygget, knoklet og kæmpet for at blive klar til at tage imod vores gæster. Og vi har fået verdens sejeste gæster på besøg, som end ikke lader sig slå ud af dagens regn. Vi glæder os til den kommende uge sammen med dem", siger Christina Bilde, Roskilde Festivals talskvinde.

Lørdagens åbning af campingarealerne betyder, at Roskilde Festivals gæster nu har adgang til blandt andet medskaberbyen Dream City, hvor den allerede i aften står på launch party i det nye kreative værksted MakerSpace.

Gæsterne har også adgang til den helt nye bydel Apollo Zone, der ligger oven på den tidligere grusgrav, og over 40 koncerter på de to scener Pavillon Junior og Apollo Countdown med nordiske artister fra vækstlaget.

Torsdag den 4. juli åbner festivalpladsen med musik på otte scener gennem fire dage.

Det er fortsat partout-billetter til salg. Roskilde Festival forventer at få udsolgt i løbet af den kommende uge. Find billetter via GAFFA Live.

GAFFA dækker vanen tro festivalen intensivt med masser af anmeldelser, billeder, reportager, interviews og tv-indslag i den kommende uge, så hold godt øje med GAFFA.dk

Se GAFFA TV's reportage fra åbningen af campingområderne. Indslaget er lavet af Henrik Jensen og Rikke Mia Skovdal:




ANNONCE