Metalfestivalen er over os – her er 10 bands, du absolut skal høre
Mens Aarhus byder på NorthSide-festival, er der anderledes tunge toner på Refshaleøen i København, når metalfestivalen Copenhell atter løber af stabelen. I alt 28 bands på tre scener i løbet af to dage – og faktisk var der allerede i går fire bands på den mindste scene. Vi har fundet 10 bands, som vi stærkt vil anbefale dig at høre. Se masser af billeder af kunstnerne i GAFFAs gallerisektion
Hør også GAFFAs Copenhell-playliste på Spotify og WiMP.
Amon Amarths rødder strækker sig 21 år tilbage, mens det svenske bands lyrik går helt tilbage til perioden omkring år 800-1000 og den nordiske vikingetid. Musikken er tung, men melodisk death metal, hvor Johan Heggs growler om vikinger og asemytologi. Gruppens navn stammer fra J.R.R. Tolkiens litterære univers, hvor det er navnet på en vulkan i Middle-Earth. Helveti fredag 16.30
In Flames fra Sverige startede med at spille melodisk dødsmetal – en genre, de selv var med til at udvikle – men har bevæget sig over i en blødere og mere kommerciel stil på deres senere plader – dog uden at gå på kompromis med kvaliteten. Og de er stadig kendt som et særdeles velspillende liveband. Helveti fredag 19.30
Ghost. Helt klassisk satanisk heavy metal. I et tempo, alle kan følge med i, serverer de en halvfjerdsertynget og riffet hård rock, med guitarerne helt fremme, backet op af orgler og en solid sanger. Ja, du læste rigtigt, en sanger! Ghost skriver nemlig regulære sange og kan spille dem, så der både er til horn, malebonding og fællessang. Kun to albums bag sig, og nok det blødeste på årets festival, men helt sikkert en stærk stemning og en stor koncertoplevelse. Hades fredag 20.30
Alice In Chains (billedet). De genfødte grunge-rockere er tilbage med et nyt album efter det solide 2009-comeback med "Black Gives Way To Blue", og man bør helt bestemt unde sig selv at stå på forreste række, når bandet giver koncert på årets udgave af Copenhell. I 90'erne var guitarist Jerry Cantrell Alice In Chains' hjerne, mens nu afdøde Layne Staley leverede udstrålingen. Den nye frontmand William DuVall har store sko at fylde, og han har gjort det ret godt hidtil. Helviti fredag 21.30
Saturnus. Muligvis Danmarks stærkeste doom-band. Med en perfekt timing og fornemmelse for den tid, et godt riff tager at bundfælde sig, skriver de nogle episke og smukke sange. Der bliver hentet had og smerte dybt nede fra, og med flot lyd og gennemarbejdede riffs serveres hele den onde pakke i slowmotion. Pandæmonium lørdag 15.45
Danzig fra New Jersey med den tidligere Misfits- og Samhain-sanger Glenn Danzig i front spiller blueset hardrock med inspiration fra blandt andet tidlig Black Sabbath. Bandet kunne allerede sidste år fejre 25 års jubilæum, men er stadig spændende, ikke mindst takket den karismatiske og voluminøst syngende Glenn Danzig, der i øvrigt også er kendt under tilnavnet "Den onde Elvis" og for at have skrevet sangen "Thirteen" til Johnny Cash. Helviti natten til lørdag 00.15.
Newsted er en powerkvartet med thrash i blodet. Primus motor er sanger og bassist Jason Newsted, der især er kendt som bassist i Metallica i årene 1986-2001. Inden da spillede han i Flotsam And Jetsam, og siden har han haft sit eget projekt, Echobrain, spillet med Voivod og annoncerede så i december sidste år dannelsen af gruppen Newsted. Første ep ved navn "Metal" er ude, og debutalbummet "Heavy Metal Music" udkommer 6. august. Det bliver første gang, bandet Newsted kan opleves på dansk jord. Hades lørdag 15.30
Testament fra Californien er veritable thrash-veteraner, som i år kan fejre 30 års jubilæum. De første fire år spillede de under navnet Lecacy, men skiftede i 1987 navn til Testament. I slutningen af 80'erne og op gennem 90'erne havde de stor succes på metalscenen, og efter nogle lidt mere underdrejede år i begyndelsen af 00'erne er de i de senere år kommet stærkt tilbage. Helviti lørdag 19.00
Down fra New Orleans er garanter for solid sludge-metal med sumpede, tunge riff og fyldig whisky-vokal. Medlemmerne kommer fra velanskrevne bands som Pantera, Corrosion of Comformity, Crowbar og Eyehategod. Bandet har tidligere givet roste koncerter i Pumpehuset og på Roskilde Festival, så sæt forventningerne højt. Helviti lørdag 21.30
King Diamond har en yderst loyal fanskare herhjemme, hvilket sandsynligvis skyldes, at han er et af de største metalnavne, vores lille nation nogensinde har fostret. Og når man er til stede ved en koncert med Diamond, er det svært at lade være med at lade sig suge ind af det unikke miks af prosaisk horrorrock og den karakteristiske højoktavsvokal, som alle dage har været Diamonds umiskendelige adelsmærke. Helviti natten til søndag 00.15
Hør også GAFFAs Copenhell-playliste på Spotify og WiMP.
Se masser af billeder af kunstnerne i GAFFAs gallerisektion