Nyhed

Hør Freja Kirks debutsingle

Sangerinden kendt fra første sæson af "Voice" er klar med sit første udspil

Halvandet år efter sin deltagelse i første sæson af TV2's sangkonkurrence "Voice – Danmarks største stemme" er en af deltagerne, Freja Kirk, klar med sin første single, "Forever", som udkommer i dag.

"'Forever' handler om en fuldstændig uforløst kærlighed, som man håbede på, men som aldrig kommer til at ske. Singlen er meget beskrivende for, hvad det er for et album, vi er ved at lave. Det bliver et album, der har en farve. En samling af sange, der kredser om kærlighed og noget sørgmodigt, og som lader dig blive i en særlig stemning," siger Freja Kirk om sin første single.
 
Freja gjorde sig i "Voice" blandt andet bemærket med sin fortolkning af Gnarls Barkley-hittet "Crazy". Hun blev coachet af Sharin Foo og endte blandt de otte bedste, men gik ikke hele vejen. Hun genoptog straks efter sin deltagelse i showet arbejdet med sit eget materiale, som nu munder ud i hendes første single og et debutalbum, der kommer til efteråret.
 
Debutalbummet er skrevet og produceret af et team bestående af Freja Kirk selv, den svenske trommeslager og producer Marcus Liliequist og den danske producer- og sangskriver-duo Granity, som består af Emil Towity og Alexander Grandjean. Om musikken udtaler sidstnævnte:
 
"Freja Kirk er en blanding af elektronisk musik og livemusik. Der er livetrommer og orgler på albummet. Sine steder er det Lukas Graham, der møder Frank Ocean. Nogle steder er det lidt hiphoppet, andre er det bare en cello og et Rhodes-klaver. Vi er også inspirerede af britisk elektronisk musik og den lyd, man for eksempel finder hos Delilah."

GAFFAs Charlotte Rønn Dons anmeldte i april en hjemmekoncert med Freja Kirk i et privat hjem i det indre København. Hun uddelte begejstret fem stjerner og skrev blandt andet: "Sjældent ser man en sangerinde, som er så dygtig teknisk og samtidig har en udstråling og dybde, der vækker nysgerrighed. Musikken er velskrevet, velproduceret og yderst velopført. Det bliver en fornøjelse at følge Freja Kirks vej fra stuen til de store spillesteder i løbet af 2013."


Næste gang, man kan høre Freja Kirk live er i et elektronisk setup den 5. juni om aftenen på Karrierebar i Kødbyen i København.

Se musikvideoen til "Forever":


ANNONCE