Thom Yorke og Nigel Godrich har netop offentliggjort et nyt nummer
Thom Yorke og Nigel Godrich fra Atoms For Peace har netop offentliggjort en ny sang, "Honey Pot", på den amerikanske radiostation KCRW. De to musikere besøgte radiostationen for at promovere Atoms For Peaces nyligt udsendte album "Amok". I den forbindelse agerede de gæste-dj's og spillede også sange med jazzbassisten Charles Mingus, singer-songwriteren Joe Jackson, elektronikamusikeren James Holden og rapveteranerne Beastie Boys.
Da sangen begyndte, spurgte Thom Yorke Nigel Godrich:" Jeg skal ikke sige, hvad det er, vel?", hvortil Godrich svarede: "Nej, jeg siger bare: 'Tal ikke ind over nummeret'. Da sangen var færdig, afslørede Thom Yorke: "Dette er et remix af "All I Need" (sang fra Radioheads 2007-album "In Rainbows", produceret af Nigel Godrich, red.), der blev til en ny sang, som vi ikke vidste, hvad vi skulle stille op med."
Thom Yorke fortalte også, at den engelske elektronikamusiker James Holden, som han spillede i programmet, var "noget af et idol for mig" og fortalte, at gruppen håbede at få ham til at varme op, når Atoms For Peace spiller på Hollywood Bowl i oktober.
Atoms For Peace er på Europaturné i juli, men kommer ikke til Danmark. England, Belgien, Holland og Tyskland er det tætteste, de kommer på landet, og de tre engelske koncerter er i øvrigt alle udsolgt.
Atoms For Peace består ud af Radiohead-sanger Thom Yorke og Nigel Godrich (producer for blandt andre Radiohead, Beck, The Strokes og mange flere) af Red Hot Chili Peppers-bassisten Flea, trommeslageren Joey Waronker (Beck, R.E.M. med flere) og den brasilianske percussionist Mauro Refosco fra Forro in the Dark.
Hør "Honey Pot":