Nyhed

Justin Bieber planlægger rumrejse

Popstjernen vil en tur ud i rummet sammen med sin manager Scooter Braun

Den engelske forretningsmand Sir Richard Bronson har offentliggjort, at Justin Bieber og dennes manager Scooter Braun vil blive nogle af de første passagerer, når Bransons firma Virgin Galactic med det såkaldte SpaceShipTwo begynder at sende civile personer ud i rummet, hvilket efter planen sker i slutningen af 2013. Turen vil sende Bieber og Braun 100 kilometer ud i rummet i en kabine med plads til seks passagerer.

Branson har tweetet om projektet, og Bieber har tweetet tilbage. Branson skrev: "Dejligt at høre @justinbieber & @scooterbraun er de seneste @virgingalactic fremtidige astronauter. Tillykke, vi ses deroppe!" Bieber svarede: "Lad os indspille en musikvideo i RUMMET". Dette vil i så fald dog ikke blive den første musikvideo i rummet, idet denne blev indspillet af astronauten Chris Hadfield i sidste måned – i øvrigt en fortolkning af David Bowie-klassikeren "Space Oddity".

Adskillige kendisser har ifølge The Guardian allerede meldt sig som passagerer, heriblandt skuespillerne Ashton Kutcher, Tom Hanks, Brad Pitt, Angelina Jolie og Leonardo di Caprio. En ukendt rigmand har desuden ved Cannes-filmfestivalen budt 6,75 millioner kroner for at sidde ved siden af Leonardo di Caprio. Alle kan dog booke en almindelig tur, hvis man har råd til at betale de cirka 1,4 millioner danske kroner, det koster.


Se et indslag om SpaceShipTwos nylige testflyvning fra Telegraph TV:

ANNONCE