Nyhed

MØ offentliggør turné, ep og ny musikvideo

Den travle sangerinde er aktuel på tre fronter

Den fremadstormende sangerinde, sangskriver og elektronikamusiker MØ offentligggør nu en efterårstur i Danmark samt en kommende ep, der udkommer internationalt.

Den 24-årige MØ med det borgerlige navn Karen Marie Ørsted har fået stor opmærksomhed for singlerne "Pilgrim" og "Glass" både herhjemme og uden for Danmarks grænser. Det amerikanske musiksite Pitchfork og det engelske musikblad NME opdagede hende allerede sidste år, og nu har det engelske pladeselskab RCA – en del af det multinationale Sony Music – også fået øjnene op for hende og har udgivet hendes nye single "Waste of Time".

– "Waste Of Time" er en sang om et teenage break-up. Det er en aggressiv og følsom fortælling, der leger med ironien og seriøsiteten omkring en forlist "young-love"-romance, siger MØ selv om singlen.

Singlen blev for nylig præsenteret af Zane Lowe på BBC Radio1 og er første internationale udgivelse fra den danske sangerinde.


– Jeg er meget beæret over nu at være signet på RCA. Det sidste halve år er gået så overdrevet stærkt, og det er helt vanvittigt, hvordan tingene har udviklet sig. Nu er vi her, og jeg føler ikke – på trods af, at jeg har signet med et UK major label – at de folk, der arbejder med mig, prøver på at ændre eller at komme mig i en bås. Det er jeg lykkelig for, og det er derfor, jeg abejder med de mennesker, som jeg gør, siger MØ om det nye samarbejde med Sony/RCA. MØ er i øjeblikket i studiet og arbejder frem mod en kommende ep, der kan forventes at komme i efteråret på Sony/RCA.

MØ har i øvrigt en fortid i det anarkistiske pigeelektropunkband Mor, der kunne kendes på de to oprørske piger, der var klædt i sort og lavede sange med titler som "Fisse i dit fjæs." Det musikalske udtryk er nu ændret til en blanding af pop, soul og elektro, men energien og det organiske aspekt er der stadig.

MØ optrådte på årets Spot Festival, hvor GAFFAs anmelder Nanna Jenner Jensen tildelte koncerten fire stjerner og blandt andet skrev: "MØ går fra at lyde som en dansk udgave af Lana Del Rey i enkelte vers, til at kaste sig over electro-poppen i andre omkvæd, tilsat et enkelt nummer, der dufter af 60'ernes længst forglemte pop-skabeloner. Skønt med en kunstner, der ikke lader sig begrænse, men næste gang glæder denne anmelder sig til at have et album i ryggen, der fortæller hvilken retning, vi er på vej i."

MØ kan opleves på festivaler som NorthSide og Roskilde, og hun annoncerer nu en efterårsturné, hvor den allerede offentliggjort koncert i Store Vega bliver suppleret af koncerter i Odense, Aalborg og Aarhus.


Turnéen ser ud som følger:
27/11: Odense, Posten
28/11: København, Store Vega
29/11: Aalborg, Studenterhuset
30/11: Aarhus, Train
  
Find billetter via GAFFA Live og spillestedernes hjemmesider.

Se videoen til "Waste of Time" her:
 

ANNONCE