Yoko Onos halve time med pressen havde karakter af audiens. Hun var karismatisk som ind i helvede, og man gik derfra som en ludobrik, der var slået hjem
Se masser af billeder fra pressemødet og udstillingen i GAFFAs gallerisektion.
Det starter flere dage før. Ja, lang tid før. Skal op og se Yoko Ono. Så bliver det ikke større. Det er totalt udefinerligt for mig, der aldrig købte den med, at det lille japanske energibundt fik The Beatles til at gå i opløsning. Som altid troede på, at John mødte jordens mest fabelagtige kvinde. Som tilbød en multikulturel ultimativ frihed, efter alt for mange års borgerlig trædemølle med arbejderkæresten, Cynthia. Fordi Yoko selv levede friheden og havde gjort det, mens John stadig rendte rundt ved Merseyfloden og spillede lidt skiffle. Og som debuterede med en solokoncert i Carnegie Hall i New York, da han var på vej til Hamburg med Tony Sheridan og spille for ludere og sømænd på Reberbahn.
Udenfor Louisiana samles vi i god tid i solen. Journalister og især fotografer fra hele verden. En ældre svensk herre med distingveret look og ponytail sidder på bænken ved siden af mig. Han har en hel bog med fotos af Yoko. Har boet i New York i alle årene med og efter John, hvor hun og Sean frekventerede de samme cirkler som Andy Warhol og hele hans verden. Der var Yoko en stjerne.
Og snakken går. Alle snakker om fluxus, om kunst, Yokos kunst, og ingen snakker om John Lennon. For hvad pokker, damen har haft tre ægteskaber og forholdet til kunsthandleren Sam Havadtoy, som begyndte få måneder efter Lennons død i 1980 og varede i 20 år. Hun var med John Lennon i godt og vel 12 år, deraf de 11 som ægtepar.
Yoko er 80 år. De 68 af hendes levende år har været uden ham. Og de har alle været på grænsen. Eksploderende med kreativitet og en egen distinkt sans for retning, budskab og sans for publicity. Essensen af den kunstnergruppe hun blev et berømt medlem af i slut-1950'erne. Fluxus handlede i høj grad om at flå rammerne af kunsten og gøre den almengyldig. Give kunsten tilbage til folket. Hun var venner med John Cage. Spillede musik så eksperimentel, at vi stadig ikke fatter det. Og så er der hendes skrigen. Gennem marv og ben. Ud af en traditionel japansk teaterform, men helt hendes egen. Oprindelig skulle det illudere en kvinde, der føder. Påstod Yoko i 1961.
På Louisianas hjemmeside er der et podcast med den nyeste udgave af Yoko's Plastic Ono Band. Den få år gamle skive, hun lavede med Thurston Moore og Kim Gordon fra Sonic Youth er ikke gået ubemærket hen. For bandet har blandt andet sønnen Sean om bord. Og to japanske kvinder, der virkelig vil støjen, som det har været kutyme i den fantastiske japanske avantgardemusik i rigtigt lang tid. De trykker den totalt af. Og i midten går Yoko grænseløst amok. Selvfølgelig, for hvad er 80 år? Få år før er hun ansvarlig for en skive, der passende fastslog at "Yes, I'm a Witch!" Hvis man nogensinde var i tvivl. Sagt med et glimt i øjet af en dame, som stadig er præcis så sexet som hun vil. Når hun vil. Stemmen er en ung kvindes. Og karismaen gør at man forstår, at John på Plastic Ono Band, hans befrielsesplade, synger "In the middle of the night I call your name. OH YOKO. OH YOKO. My love will turn you on!!!"
Det er kæmpestort. Om lidt skal jeg ind til en myte. GAFFAs fotograf er kommet. Vi falder begge over installationen med stigen. Han er allerede i gang med at fotografere. Vi ser begge med begejstring på den og øjner lige det lille ord i glaspladen. Det var her, at Lennon blev interesseret. Nysgerrig som hans LSD-perforerede hjerne aldrig havde været det før. Draget. Dengang måtte man gå op ad stigen, tage fat i forstørrelsesglasset, der hang ned fra loftet og læse ordene i glaspladen. At der stod YES, ved alle.
Indenfor er der Yoko for alle pengene. Alligevel går man rundt, nærmest rundt om sig selv. Og i god tid flokkes vi alle sammen nede i koncertsalen.
Foran os tre stole og tre borde. Ovenpå tre glas og mineralvand. Den amerikanske ansvarlige for udstillingen skænker op. Fotograferne vil straks have flasken væk. De vil fotografere glasset med vand og Yokos navn på skiltet. Det er lige før man tror, at de vil flå et par blodige briller op og placere dem ved siden af for at gøre illusionen om Season Of Glass perfekt.
Så kommer et kæmpe brød af en vagt ind og det er tid. Flankeret af Louisianas direktør og en ekspert kommer den lille gamle dame ind ad døren og ned ad trappen. Den hvide hat et sted midt mellem Michael Jackson og Chaplin. Rummet er med et ladet med elektricitet. Fotograferne går totalt bananas.
Det er tid. Yoko-tid:
YOKO ONO: Det er fantastisk med alle de mennesker, der har brugt så meget tid på at finde ud af så meget om mig. I ved alle her så meget om mig, og jeg tænkte, at det er vigtigt, at jeg kom her i stedet for bare at sende mine arbejder. For min sande optræden er det I ser her. Jeg er sikker på, at denne krop, som har været med mig i 80 år, uden at jeg siger noget, kommunikerer med Jer, lige meget hvad jeg tænker eller prøver at sige, men jeg kan sige, at der er et bankende hjerte, som jeg kan dele med Jer. Tak.
Tordnende klapsalver!
Yoko Ono udstiller på Louisiana til og med 29. september. Læs mere om udstillingen på Louisianas hjemmeside.
Læs en meget længere reportage fra pressemødet i GAFFAs artikelsektion.
