Vi har talt med New Jersey-bandet, som gæster årets Roskilde Festival
Det har været et magisk år for The Lumineers. For to år siden faldt to managere i Seattle over en video på Youtube, hvor bandet spillede deres fremtidige hit, Ho Hey, i en lille lejlighed. De fik omgående den blændende idé at invitere bandet, der boede i Denver, til at komme til Seattle og indspille et album.
Næste skridt blev, da en populær tv-serie brugte sangen i det års finale. Her begyndte der for alvor at ske noget på nettet. Hvorefter en lokal station på universitetet i Seattle begyndte at spille den konstant. De endte med at kalde den for den bedste sang i 2012. Bandet undlod at reagere på de store pladeselskaber og signede med Dualtone, et lille uafhængigt pladeselskab. I april 2012 kom albummet The Lumineers og ramte 11.-pladsen på branchebladet Billboards Top 200-liste. Mens Ho Hey nåede tredjepladsen.
Orkestret stammer fra New Jersey, hvor Wesley Schultz var bedste venner med Josh Fraites. Han døde tragisk af en overdosis, men havde en lillebror, som spillede musik hele tiden. Med sin karakteristiske hat og seler kan Jeremiah Fraites på scenen minde om en vildfaren og lidt skør bondeknold fra Amish-folket. Han har en ustoppelig energi, og energien og den helt friske udstråling har været nøglen til enhver koncert med bandet fra dag et.
– Wesley voksede op med at lytte til nogle af de ting, hans far havde hørt. Talking Heads, The Cars, Bob Seeger, Bruce Springsteen og Bob Dylan. Jeg lyttede til alt fra Bob Dylan til Beethoven, så det var ret sundt, at vi ikke havde gået og lyttet til præcis de samme ting. Jeg begyndte at spille trommer tidligt. Jeg var vel en 13-14 år dengang.
Duoen fra den lille flække i Ramsey i New Jersey drog selvfølgelig mod øst over Hudsonfloden til New York, hvor de bosatte sig i Brooklyn. Over fem år forsøgte de at slå igennem på de små klubber. Uden held. Derfor har det været noget af et kulturchok at vende tilbage.
I oktober 2012 røg singlen Ho Hey op som Spotifys mest delte sang på Manhattan. Det samme gælder på nationalt niveau, hvor både single og album har ramt toppen.
– Det er en hel ny følelse at være tilbage. Vi har arbejdet meget hårdt og føler os velsignede. En masse bands har arbejdet meget hårdt, og er ikke nået dertil, hvor vi er. Jeg forstår ikke, hvorfor dette år blev vores år, og jeg føler, at vi har været meget heldige. Vores album kom for to år siden, og hvad end grunden er, så har den fået en masse mennesker til at reagere. Så det er fantastisk at komme her og spille på store steder. I de fem år, hvor vi var rundt og spille på meget små spillesteder i New York-området, var det en kamp hele tiden. Så det er en vild følelse.
Åndelige brødre
– Wes (Wesley, red.) og jeg har en meget stærk fælles følelse. Vi har tilbragt så meget tid sammen. Jeg tror ikke, at det er muligt at tilbringe mere tid sammen med et andet menneske. Vi har spillet sammen i så mange år og skrevet over 100 sange sammen. Hjemme i New Jersey ville han komme over hele tiden, og til jul ville vi gå i gang med at indspille på selve helligdagen. Det kunne ikke gå hurtigt nok. Så, ja, vi har været meget sammen. Jeg regner ham for min bror, og det er gensidigt.
– Vi har samme udgangspunkt som gademusikere. Du spiller på akustiske instrumenter og skal råbe op og synge så højt, at du kan for at nå ud til folk. Live har det gået hurtigt, og når vi for tiden spiller for mellem 10- og 40.000 publikummer, så er det egentlig det samme. Her er der bare mikrofoner, der fanger lydene. Men udgangspunktet er det samme. Sange, som en masse folk kan spille live på gaden.
The Lumineers har haft en meteoragtig karriere, som toppede, da de var nominerede til grammier i kategorierne "Bedste Nye Artist" og "Bedste Nye Sang". Og selv om de ikke vandt, var det en vild oplevelse:
– Det var sindssygt at være nomineret til Grammy-festen. Jeg tror ikke, at ordene sindssygt eller surrealistisk er nok, når jeg skal beskrive, hvad der er sket for os det sidste år til halvandet. Men det er svært at snakke om den fest, andet end at det var temmelig rystende at være deroppe midt i al den hurlumhej. Det er svært at snakke om, synes jeg.
Ser frem til Roskilde
– Jeg håber, at vi bliver modtaget godt, når vi skal spille på Roskilde Festival og i København senere på året. Men under alle omstændigheder vil vi gøre vores bedste for at gøre det spændende og underholdende, og vi kommer til at præsentere nogle nye sange. Men vi er meget spændte på at skulle til København.
HVEM? Wesley Schultz (sang, guitar, klaver), Jeremiah Fraites (sang, trommer, mandolin), Neyla Pekarek (sang, cello), Stelth Ulvang (klaver, mandolin, trækharmonika, guitar, vokal) og Ben Wahamaki (bas).
HVAD? – Vi spiller en musik, som er meget simpel. Det er sådan, at enhver kan spille en Lumineers-sang. Vi kan simpelthen godt lide simple ting, det er vores nuværende ting, som vi forsøger på at gøre, fortæller Jeremiah Fraites om musikken, som er blevet karakteriseret som indie-folk.
HVOR? – Det var omkring 2005, at vi begyndte. Wes og jeg voksede op sammen i New Jersey og spillede hele tiden. Der var forskellige bandmedlemmer, som kom og gik. Men vi flyttede til New York-området og prøvede det af i fire-fem år, inden vi flyttede til Denver. Der mødte vi Neyla, vores cellist, og siden de to sidste.
