Nyhed

Anmelderne: Bossen bedre i Boxen

Oven på forbeholdne anmeldelser til koncerten i Parken tirsdag er begejstringen større over Springsteens optræden i Herning

I aftes spillede Bruce Springsteen & The E Street Band den anden af ugens to danske koncerter, denne gang i Jyske Bank Boxen i Herning. Hvor tirsdagens koncert i Parken i København fik en del kritik, især grundet Parkens dårlige akustik, var der roser til lyden i Boxen.

Ikke mindst fra Ekstra Bladets Thomas Treo, der anmeldte tirsdagens koncerten under overskriften "Parken smadrede Springsteen", men denne gang skriver under overskriften "Bossen sprængte Boxen!"

Helt ukritisk er Treo dog ikke, idet han "kun" uddeler fire stjerner og blandt andet skriver: "Akustikken tangerer dog på ingen måde vellyden fra eksempelvis Paul Simons fænomenale opvisning i mestermusikalitet samme sted sidste sommer. I forhold til Parken fremstår arenaen imidlertid som Operahuset i Sydney, og efter en noget rutinepræget indledning kommer der pludselig gang i løjerne under 'Hungry Heart'."


Jyllands-Postens Palle Weis giver mod sædvane (måske fejlagtigt) ingen stjerner, men er godt tilfreds og skriver blandt andet: "Efter en lidt træg begyndelse fik Bruce Springsteen tændt op under det jyske publikum, der fik en fortættet og intens aften i selskab med den amerikanske rockstjerne."

Herning Folkeblads Henrik Øster Jørgensen giver fem stjerner og skriver blandt andet: "Efter store tæsk for koncerten i København i tirsdags var Bruce Springsteen og hans E Street Band tilbage i topform torsdag aften i Boxen. Det samme kunne desværre ikke siges om publikum, der slet ikke havde lyst til at skabe en fest sammen med Sjefen, som han kaldes i Norge."

GAFFAs Espen Strunk giver fem stjerner til koncerten, som han også gjorde i Parken, men roser denne gang lyden: "At der også rent lydmæssigt er lagt op til et helt andet traktement end i København står klart, allerede da en indædt levering af "Magic"-skæringen "Long Walk Home" sparker portene til katedralen ind godt ti minutter i otte. "Kids flash guitars just like switchblades", sang Springsteen i sin tid i nøglesangen "Jungleland" og netop sådan lyder det nu: De tre elektriske guitarer gnistrer og lyner i front for det store lydbillede, hvor Roy Bittans tangentspil, der løber igennem som en rød tråd tilbage til de tidlige år på klubberne omkring Asbury Park, New Jersey, og Max Weinbergs autoritative trommespil er hjørnesten.


I skrivende stund har ingen andre større danske medier anmeldt koncerten i Jyske Bank Boxen.

ANNONCE