R&b-divaen får overvejende stærkt positive anmeldelser for gårsdagens koncert i København
I aftes gav Beyoncé koncert for et udsolgt Forum i København, og der var generel tilfredshed hos anmelderne, selvom der også er kritiske kommentarer, mest til Forums dårlige lyd.
Mest kritisk er Ekstra Bladets Thomas Treo, der uddeler tre stjerner og blandt andet skriver: "Synge kan det 31-årige ikon fra Texas sagtens tilsat et temperament i Tina Turner-traditionen, men hendes sange er floskelfyldte, og typisk for genren manglede der gennemslagskraft, når studieversionernes labre produktioner blev skiftet ud med et uskønt buldrende band i en rædsom akustik blottet for raffinementer."
Mere positiv er Berlingskes Jeppe Krogsgaard Christensen, som giver fire stjerner og har følgende dom: "Men trods den stramme afvikling i den store hal, var den nævnte sødme hele tiden at mærke omkring Beyoncé, der kun tabte på det ene punkt, hun ikke selv var herre over, nemlig lydforholdene. Vel var det højt, men bandets instrumenter ikke til at skille ud fra hinanden. Ja, den samme gamle, men ikke desto mindre væsentlige kritik. Hvor mange vil finde sig i at se fjernsyn med margarine smurt ud over hele skærmen? Ingen. Men dårlig lyd til hundedyre koncerter er åbenbart noget, vi alle bliver ved med at acceptere."
BT's Jan Eriksen er endnu mere begejstret. Han uddeler fem stjerner med blandt andet følgende ord: "Med et publikum med et tændingsniveau, som sjældent set, blev Mrs. Knowles semi-feministiske klassiker startskud til det flotteste Las Vegas-show, jeg har set på dansk grund. Be it Kylie, Madonna, Cher eller J-Lo, der var forbi Forum i november. Suga Mammas kalder Beyoncé sit band. Denne Sugar Daddy er endnu ikke færdig med at samle næse og mund op, efter at blive blæst omkuld af et funky multikoloreret sanseorgie med The Mother Diva i spidsen."
Jyllands-Postens Peter Schollert giver også fem stjerner og har denne dom: "Den amerikanske superstjerne viste stor klasse som både sanger, danser og performer."
Politikens Pernille Jensen giver ligeledes fem stjerner og skriver blandt andet: "Beyoncé er vild, bombastisk og nådesløs på en scene. Og samtidig den måske allerstørste nulevende sangerinde, der findes. Noget hun trods Forums notorisk ærgerlige betonrammer fik understreget under koncerten, der var den 31-årige superstjernes bare tredje besøg som solist på dansk grund."
Soundvenues Nanna Skov er på samme femstjernede linje: "Det er fuldstændig umuligt at forstille sig mere end allerhøjest en lillebitte håndfuld af nutidens andre udøvende popkunstnere på nogen måde være i stand til at eksekvere det overdådige totalshow, som The Queen B fuldstændig fejlfrit og overlegent rullede ud foran Forums 10.000 skrigende publikummer mandag aften. For det var med gigantiske marchtrommer, farvebombarderende lys- og effekteksplosioner, pompøse trompetfanfarer, stramt leverede dansekoreografier, rigeligt med vind i de krøllede lokker og sublimt volumniøse r'n'b-fraseringer."
MX.dk's Kristian Dam Nygaard giver seks ud af syv stjerner (de andre anmeldere opererer på en seksstjernet skala) og skriver blandt andet: "Beyoncé oksede derudaf med de berømte 120 kilometer i timen. Fra første fløjt hvor hunkønshymnen 'Run The World (Girls)' sparkede ballet i gang med en sindssyg energisk 'Beyoncé er landet'-energi, til en time senere hvor hendes imponerende vokal under 'I Miss Your' battlede leadguitaristens solo – samtidig med, at hun havde overskud til at headbange de store brune krøller."
Allermest positiv er GAFFAs Sohail Hassan, der uddeler de maksimale seks stjerner og har følgende konklusion: "Selvfølglig var der enkelte favoritter, som ikke kom med i repertoiret, men der kan virkelig ikke sættes en finger på Beyoncés performance og showet i det hele taget denne aften. Det var lige nøjagtigt så stort og fortryllende, at alle forventninger blev indfriet. Publikum var i den grad på under hele koncerten, og flere gange under koncerten var jublen så stor, at man kunne blive bekymret for om balkonen kunne holde."
Flere af anmelderne kommenterer i øvrigt det faktum, at en publikummer klaskede Beyoncé bagi, da hun på et tidspunkt gik ud på en lille scene ude blandt publikum. Det ifølge anmelderne eneste øjeblik, hvor Beyoncé kortvarigt kom en lille smule ud af kontrol.