Bias fortæller om debutalbummet – sang for sang

Bias er et aarhusiansk band, der gennem de sidste par år har rørt på sig i den aarhusianske musikundergrund. Nu er de klar med debutalbummet "Biased", som udkom den 21. maj 2013 på Trechoma Records. Albummet byder ifølge bandet selv på en fortolkning af den skramlede lyd fra 70'erne og 90'erne, hvor bandet leger med den progressive rocks skæve taktarter og dynamiske udsving. Vi har givet ordet til bandet, der her præsenterer albummet sang for sang, først med en lille indledning:

"Biased er ikke et konceptalbum; det er ikke dogmatisk på nogen måde. Det er nærmest dogmatisk omkring ikke at være dogmatisk! Der har været gang i den musikalske smeltedigel – og der er brugt alt fra batterier, til politiradio, til knive, bidetang (jo, der bliver klippet strenge over!) til guitar spillet med en kaffekop i indspilningen. På samme måde har der været absolut åbenhed overfor skæve taktarter, mærkelige korstemmer og knap så gængse akkorder og akkordprogressioner. Og alt var tilladt i produktionen. Vi har ikke ønsket at lave et album, der kunne have været lavet i 1970'erne, selv om der er klare inspirationskilder. Sounden er bygget på gamle instrumenter, trommesæt fra 1960'erne, forstærkere fra 1980'erne, en guitar fra 1950'erne og en tysk mikrofon fra 1930'erne, men produktionen er progressiv og nutidig", fortæller Bias og fortsætter:

"Albummets indre modsætning er gennemgående – der er f.eks. hele tiden et poppet element og hele tiden et destruktivt element. Kontrasten er ikke så simpel, som at det er en kvindelig vokal i rockmusik, da Bias som en enhed insisterer på, at musikken skal have lov til at være farlig og rå og andre steder dragende og sfærisk."

"Vi vil rocken noget – vi vil prøve noget andet med rockmusik end det, der typisk høres i Danmark i dag. Derfor forener vi nogle ting, der burde være uforenelige. Tematisk kredser Biased om det korthus, der er menneskelige relationer: De kræver tålmodighed og frustrationer at bygge op, og kan samtidig falde sammen på et øjeblik."

"Biased" – sang for sang

1. Crooked Zeppelin
Albummets åbningsnummer er en energiudladning af bedste rock-skuffe. Meget sigende for albummet som helhed tager "Crooked Zeppelin" fat i de store følelser. Med udgangspunkt i oplevelser med livstruende sygdom tæt på fortæller forsanger Anne om forsøget på at lukke ned for de følelser, der kan gøre det uundgåelige tydeligt. Det gælder liv og død, og det kan være så forbandet svært at forholde sig åbent til. Lyden er rå og ubarmhjertig, både på instrumentering og på vokalen, som er distortet gennem hele sangen. Titlen på nummeret er selvfølgelig en reference til to store inspirationskilder  

2. Jaywalker
Temaet fra "Crooked Zeppelin" føres videre i "Jaywalker", der også har en slags lukkethed som tekstmæssigt omdrejningspunkt. Trods selvsikkerhed og attitude kræver det mod at lukke op for de menneskelige relationer, der virkelig betyder noget. Den indre kamp. I C-stykket er der indspillet 3D-lyd – så hvis man tager hovedtelefoner på, kan man høre Annes vokal snige sig ind på én fra flere vinkler. Det er også i dette nummer, at vi har sendt strøm igennem produceren og optaget den hvide støj, der på mystisk vis opstod mellem mand og maskine.

3. Odyssey
Titlen på sangen "Odyssey" fortæller om en rejse, og det er da heller intet mindre end livets odyssé vi snakker om – hvis vi tør bruge et lidt fortærsket udtryk. Som det måske mest melodiske nummer på albummet forsøger vi virkelig her at lade Annes vokal tage teten, hvor vi så har bygget musikken op omkring hendes vokal. For at komplementere melodiens insisterende tone komponerede Rasmus, vores guitarist, et strygerstykke og fik Jonas May fra Mixtune for Cully til at flankere os på cello og Kathrine Buur på violin. Begge er optaget live i studiet. I slutningen af nummeret falder det hele fra hinanden, lydene forvrænges og forsvinder i toner, der absolut ikke findes på et klaver, mens hele dette forfald bliver til næste nummer.

4. You Said
Når vi som mennesker kommer tæt på hinanden bliver vi sårbare – det kan der være en styrke i, men nogle gange ender begge parter bare sårede. I det øjeblik hvor det går op for os, at tilliden har lidt skade, opstår der en desperat følelse af frustration og afmagt. Den følelse er kernen i "You Said". Det er en rocket tune med et iørefaldende og nærmest poppet omkvæd og sangen er en indikator på, hvordan vi lyder på resten af albummet. Paradoksalt nok var netop "You Said" lidt af en kamp at lave. Løsningen kom først, da vores producer helt bevidst drak Rasmus i hegnet og igen og igen under optagelserne prøvede at vælte ham omkuld, så han kunne spille riffet tilpas grimt og sloppy.

5. Selfdestruct
In-your-face-rock-med-grim-guitar! Lyden af den beskidte guitar og trommerne kan måske give mindelser om de glade grunge-dage – og med samme selvdestruktive tematik, men i en moderne udgave. "Selfdestruct" er nok et godt eksempel på, at vi gerne vil lege med skæve taktarter, men hele tiden er bevidste om, at det skal groove! Så skiftet i tempo er markant, men man kan stadig sagtens følge og forstå rytmen. Det kunne godt være blevet et pop-nummer, men måden det spilles på, er klart Bias og klart rock! Selvom nummerets længde ligger inden for radio-rammen.

6. Before It's Over
Så er der dømt rockballade! "Before It's Over" maler med store armbevægelser med en lang opbygning, strygere, dommedags-trommer og "gyserlyde" fra bækkenerne, inden nummeret eksploderer, kun for at falde ned igen i ren resignation. Man kan godt sige, at "Before It's Over" har en nærmest filmisk karakter, hvor stemningen er afventende, men ildevarslende og med et suspense, der først forløses tre minutter inde i sangen!

7. We Can
"We Can" er simpelthen en sang om kærlighed. Og endda en mistet kærlighed. Så hvad er lyden af tomhed, og hvordan kan man formidle den? Lyden i "We Can" er den mest nøgne på albummet, men bl.a. ligger åndedrættet fra et trædeorgel hele vejen gennem nummeret, hvilket netop understreger tomheden. Ligesom når man kun hører lyden af et brummende køleskab. Vokalen er bevidst holdt støvet og distanceret, og reflekterer på den måde den følelse af afmagt, som udtrykkes i teksten.

8. No Land In Sight
"No Land…" er i høj grad et stemningsnummer. Det er nummeret, der aldrig slutter. Det er fuldstændigt uden form på vers og omkvæd, men har alligevel en klar, gennemgående melodi. Der er nogle referencer til punkmusikken i det upræcise kor i det, man kunne kalde omkvædet, og samtidig har sangen albummets nok lydmæssigt smukkeste og mest sfæriske passager i stykket efter. Helt i punkens ånd er der også taget en ret markant fejl med – en skønhedsfejl, som vi har valgt at beholde i mixet – tonen fra guitaren omkring 3.10!

9. When The Sun Burns
Rock med voldsomme dynamiske udsving. Det kræver måske sin lytter at følge med "When The Sun Burns", men den bluesrockede karakter og de tørre trommer hiver alligevel én med ud på en ørkenvandring. Den brændende sol, de støvede veje og de tilsandede hjulspor sætter scenen for en historie om personlige grænser, der nås og overskrides. Teksten handler om modpoler; raseri og forsoning, frustration og total hengivenhed.

10. Tell Me (What Am I)
Nogle gange må man tage utraditionelle metoder i brug for at finde den helt rigtige lyd. I dette tilfælde befandt den sig i et ramponeret køkken blandt tomme øldåser og tallerkner, hvor vi endte med at optage Kaspers trommer.  Vi starter i nærmest intet, og nummeret samler sig som et korthus, der langsomt bygges op. Sangens spørgsmål "What am I....supposed to do?" siger egentlig alt om den desperation og frustration, der er temaet og også skriges ud i slutningen af nummeret. Svaret gives ikke, sårbarheden og afmagten forbliver intakt, og korthuset er i dén grad faldet sammen! Vi ser det ikke som et punktum, nærmere som et semikolon, der ikke engang ikke forsøger at runde Biased af.