Jyske Bank Boxen var for en gangs skyld præget af dårlig lyd under Pinks koncert, skriver anmelderne
Se masser af billeder fra det spektakulære show i GAFFAs gallerisektion
I aftes gav Pink en udsolgt koncert i Jyske Bank Boxen i Herning. Anmelderne er ikke voldsomt imponerede og uddeler kun to og tre stjerner. Blandt andet fordi lyden – mod sædvane i Boxen – ikke var særlig god, faktisk tværtimod.
Mest kritisk er Ekstra Bladets Thomas Treo, som uddeler to stjerner og blandt andet skriver:
"Inden da (koncertens afslutning, red.) blev der imidlertid også tid til at skifte outfits, spjætte og smile energisk til tonerne af sange, der selv for genrens tvivlsomme standard er kummerlige. Og repertoiret blev ikke mere indbydende af, at Jyske Bank Boxen en sjælden gang rungede, som var vi et berygtet sted på Østerbro i København."
Jyllands-Postens Anders Houmøller Thomsen giver tre stjerner og skriver blandt andet: "Lyserødt party blev en fuser. Pink gik i frustrerende lydfælde i selskab med 15.000 gæster i Herning."
GAFFAs Troels Frøkjær uddeler ligeledes tre stjerner og kritiserer også lyden: "Jeg har efterhånden haft den store fornøjelse at være til koncerter 8-10 gange i Jyske Bank Boxen i Herning, og hver gang har det musik- og lydmæssigt været en sand fornøjelse. Altid har der været god lyd eller en direkte fremragende lyd, og god lyd er og bliver en afgørende faktor for oplevelsen af en koncert."
Troels Frøkjær skriver videre:
"Derfor var det så ualmindelig trist og frustrerende at opleve, hvordan et enestående koncertshow i aftes blev direkte smadret af et lydbillede, som druknede i bulder og brag. Ekstremt højt og overstyret. På højre langside, hvor vi som anmeldere var placeret, måtte vi sidde med fingrene i ørene indimellem for at give hovedet en pause. Nede i salen var lyden en smule bedre, men ikke meget. Stortrommer og bas buldrede hen over resten af lydbilledet. Pink nævnte på et tidspunkt under showet, at der ikke havde været lydprøve, fordi hun var kommet for sent. Men helt ubegribeligt er det, at lyden ikke blev indstillet undervejs i koncerten. Man fornemmede faktisk, at der blev spillet rigtig godt, man kunne blot ikke høre det."
Troels Frøkjær har dog også positive ord til koncerten:
"Alle sejl var ellers sat til i den godt halvanden times forrygende tempofyldte og stramt koreograferede forestilling, der rent faktisk gav Cirque Du Soleil baghjul. Det vrimlede med akrobater og dansere, som nærmest var lige så meget i luften som på scenen. Vi blev ganske enkelt rigtig godt underholdt."
Læs hele anmeldelsen og se masser af billeder fra det spektakulære show i GAFFAs anmeldelsessektion.