Den storsælgende duo er plade- og koncertaktuel til efteråret
I disse dage er Nik & Jay på tour med den jamaicanske dancehallstjerne Sean Paul i Tyskland, hvor de tidligere også har varmet op for Jennifer Lopez. Til efteråret er de så atter aktuelle i Danmark med både et helt nyt album, deres femte, og koncerter på landets største scener.
Nik & Jay har lige nu stor succes med singlerne "United", der er gået dobbeltplatin og "Ocean Of You", hvor Søren Huss medvirker. Begge sange stammer fra forårets ep, "Copenhagen Pop Cartel", gruppens første udspil udelukkende på engelsk. Om det kommende album bliver på dansk, engelsk eller en blanding, vil gruppen endnu ikke afsløre.
Pop-rap-duoen Nik & Jay debuterede i 2002 med singlen "Nik & Jay" og debutalbummet af samme navn, der begge blev store succceser. Siden har de udgivet yderligere fire album, senest "Engle Eller Dæmoner" fra 2011, og blandt gruppens mange hits kan nævnes "Hot" (2002), "Elsker Hende Mere" (2002), "En Dag Tilbage" (2004), "Lækker" (2004), "Boing" (2006), "Når Et Lys Slukkes" (2006), "Kommer Igen" (2008), "Mod Solnedgangen (2011), "Gig Mig Dine Tanker" (2011) og "Udødelige" (2011).
Nik & Jay kan opleves følgende steder:
22.11: Aalborg, Multisalen
23.11: København, Koncerthuset
29.11: Odense, Arena Fyn
30.11: Århus, Musikhuset
Find billetter til koncerterne via GAFFA Live og spillestedernes hjemmesider.
Nik & Jay optræder også på årets Grøn Koncert-turné i dagene 18-28. juli.
Se Nik & Jay fremføre "Ocean of You" med Søren Huss til P3 Guld 2013: