Tyler the Creator og makkerne besøger Vesterbro til juni
Da det amerikanske hiphop-foretagende Odd Future Wolf Gang Kill Them All (OFWGKTA) - eller blot Odd Future - med Tyler the Creator i front besøgte Roskilde Festivals Cosmopol-scene i 2011 udløste det ikke mindre end de maksimale seks stjerner fra GAFFAs anmelder.
Og nu har slænget fra L.A. annonceret, at de vender tilbage til Danmark for at give koncert på Vega den 27. juni. Siden sidste besøg har bandet med det lange navn udgivet albummet "The OF Tape Vol. 2" og desuden haft eget kabel-tv-show med en kombination af musik og sketches under titlen "Loiter Squad".
Det er ikke mindst Tyler the Creators solosucces, som har skabt ny opmærksomhed omkring Odd Future, som iøvrigt både er navnet på ensemblet og på et kunstnerkollektiv, der ifølge Tyler tæller op mod tres medlemmer.
Billetter til sommerens koncert på Vesterbro koster 225 kroner eksklusive gebyr og kan erhverves fra mandag den 13. maj via billetnet.dk, livenation.dk og landets posthuse. For opvarmningen den 27. juni står hardcore punk-bandet Trash Talk, som sidste år skrev kontrakt med Tyler og makkernes pladeselskab Odd Future Records.
OFWGKTA-crewet vil ved besøget på Vega i juni bestå af:
Tyler the Creator
Hodgy Beats
Leftbrain
Domo Genesis
Mike G
Taco
Jasper
LBOY
Earl Sweatshirt