Nyhed

TopGunn er øverste hitlistenyhed

Rapperen går ind i top 10 på ugens albumhitliste, hvor der også er udskiftning i toppen

Det er fredag og dermed tid til offentliggørelsen af de officielle danske hitlister, og vanen tro kigger GAFFA på toppen og ugens nyheder.

Førstepladsen på hitlisten indtages atter af Allan Olsen og "Jøwt", der bytter plads med sidste uges etter, Volbeats "Outlaw Gentlemen and Shady Ladies", som er nummer to i denne uge. Marie Key indtager som så ofte før tredjepladsen med "De Her Dage".

Ugens højeste nyhed er rapperen TopGunn, der går ind på en sjetteplads med "21", Melodi Grand Prix-aktuelle Emmelie de Forest går ind på en 13. plads med "Only Teardrops", soundtracket til filmen "The Great Gatsby" debuterer som nummer 16, veteranen Rod Stewart er ny på en 17. plads med "Time", koncertaktuelle Bruce Springsteen går ind som nummer 25 med "Collection 1973-2012", de musikalske komikere Tolsgaard & Pretzmann debuterer på en 31. plads med "Vores Lille Hemmelighed", og endelig går Lady Antebellum ind som nummer 38 med "Golden".


Både track- og streaminghitlisten toppes som i sidste uge af Daft Punk feat. Pharrell Williams og "Get Lucky".

Den såkaldte bit-album-hitliste, der tæller downloads fra abonnementstjenester, har også Allan Olsen og "Jøwt" som etter, mens den tilsvarende liste for enkeltnumre er Passenger og "Let Her Go". Det mest spillede nummer på de danske radiostationer er Panamah og "Børn Af Natten".

Se alle de officielle danske hitlister her.


ANNONCE