Nyhed

Jake Bugg aflyser dansk koncert

Den ene af de to danske koncerter i april er aflyst grundet uforudsete hændelser

Den fremadstormende engelske sanger og sangskriver Jake Bugg skulle have givet koncert i Aarhus og København 1. og 2. april, men koncerten i Aarhus er desværre blevet aflyst grundet udforudsete hændelser, fortæller Buggs management.

"Vi er meget kede af at måtte aflyse Jake Buggs koncert i Aarhus mandag den 1. april. Uforudsete ændringer i hans internationale turnéprogram betyder, at det er umuligt for ham at komme til Aarhus til denne koncert. Han håber at kunne komme og spille for sine fans i Aarhus i fremtiden," fortæller Jake Buggs management i en pressemeddelelse.

Koncerten i Store Vega 2. april gennemføres som planlagt.


Billetter refunderes, hvor de er købt. Er billetter købt på kreditkort, bliver pengene automatisk tilført.

Koncerten i Aarhus var i forvejen udskudt 14 dage i forhold til den planlagte dato, men nu er den altså helt aflyst.

Jake Bugg blev i april sidste år første gang præsenteret for det danske publikum, da han spillede opvarmning for Michael Kiwanuka i et udsolgt Lille Vega. I oktober sendte Jake Bugg sit selvbetitlede debutalbum på gaden, et album, hvor tydelige 60'er-inspirationskilder som Beatles, Kinks og Donovan skinner igennem. Albummet gik direkte ind som nummer 1 på den engelske hitliste. GAFFAs anmelder Kristian Bach Petersen tildelte det fire stjerner og følgende dom: "Et par af de mere enslydende og småkedelige tracks kunne nok godt nænsomt være skåret ud fra de 14 numre, men som debut fra en 19-årig er albummet rigtig helstøbt og lover rigtig godt for Jake Bugg."

Jake Bugg gæstede også den store P6 Beat-koncert i Koncerthuset i december, hvor han gav en solokoncert. Her uddelte GAFFAs anmelder Rune Schlosser fire stjerner og skrev blandt andet: "Inspirationerne er ikke svære at høre, men Bugg formår med sin ubekymrede tilgang, sin meget kraftfulde vokal, der for alvor kom til sin ret i Koncertsalens smukke akustik, og de ganske fine tekster at genetablere den 60/70'er-inspirerede sanger/fortæller-stil som sin egen."


Jake Bugg kan også opleves på årets Roskilde Festival.

ANNONCE