Nyhed

Maria Timm holder pladerelease og tager på turné

Sangerinden holder i weekenden to releasefester og drager til april på tour

Maria Timm udgiver på mandag den 11. marts sit andet soloalbum med titlen "I Come Undone". Albummet følger efter debuten "The Plan" fra 2009, som indbragte Maria Timm en nominering som "Årets Talent" ved P3-Guld, og hvor singlen "Dirty Place" blev P3's uundgåelige. GAFFAs anmelder Ole Rosenstand Svidt kvitterede med fire stjerner og skrev om albummet:

"Poppet og kantet. Håndspillet og elektronisk. Dansabel og (en smule) eftertænksom. Den århusianske sangerinde og sangskriver Maria Timm favner modsætningerne på sit debutalbum The Plan, og hun gør det med stil"

Maria Timm fejrer udgivelsen med to releasefester på henholdsvis Beta i København fredag den 8. marts og V58 i Aarhus lørdag den 9. marts.


Når Maria Timm optræder live i eget navn, sker det med et fem mand stort band bag sig. Bandet tæller Søren Poulsen (trommer), Marianne Lewandowski (kor, percussion), Carla Hauge (kor), Anders Pedersen (guitar) og Julie Ørnholt Bøtker (bassynth, tangenter, kor).

På Beta vil der være musikalske supportindslag ved sangskriver Laurits Emanuel og Little Heart Trooper. Bag sidstnævnte gemmer sig sanger, komponist og pianist Lise Blaase fra det hedengangne Antophones, som er på vej med ny plade.

På V58 er det aarhusianske Keep Camping der leverer supporten. Bandet, der blandt andet optrådte på Spot Festival i 2012, er snart aktuelle med deres debutalbum, hvor der balanceres på grænsen mellem pop, uhygge og David Lynch'sk mystik.


Efter koncerterne i København og Aarhus vil der være afterparty-dj's.

Billetter til releasefesterne og forestående turné kan købes via GAFFA Live. Billetprisen inkluderer en cd.

Foruden de to releaseshows kan man opleve Maria Timm her:


12. april, Fermaten, Herning

13. april, Von Hatten, Randers

17. maj, Vershuset, Næstved

24. maj, KulisseLageret, Horsens

ANNONCE