Nyhed

Peter Murphy til Danmark

Den karismatiske sanger vender tilbage til landet

Peter Murphy, kendt som den karismatiske forsanger i den hedengangne engelske goth-gruppe Bauhaus, gæster Loppen lørdag den 8. juni klokken 21. Her vil han fremføre lutter Bauhaus-numre.

Peter Murphy udgav i 2011 sit niende soloalbum (hvis man medregner et livealbum) med den oplagte titel "Ninth", hans første soloudspil i syv år. Et album, GAFFAs Finn P. Madsen gav en pæn firstjernet anmeldelse og blandt andet skrev følgende om:

"Bauhaus var om nogen med til at definere goth-genren ved at blande det teatralske med et yderst opfindsomt og dekadent lydbillede, som til tider åndede David Bowies glamperiode sublimt i nakken. Ninth fortsætter, hvor Bauhaus' overraskende 2006-comeback og svanesang Go Away White slap. Peter Murphy har på Ninth brugt samme formel med kort indspilningsproces, hvor de fleste af numrene er blevet til i kølvandet på Go Away White."


Peter Murphy markerede sig i første omgang som sanger i Bauhaus, der var blandt pionererne inden for den mere gotiske del af den britiske post-punk med Murphys dybe stemme og teatralske fremtoning i front. Gruppen eksisterede i perioden 1979-1983, hvor de udgav plader på de dengang toneangivende selskaber 4AD og Beggars Banquet. Herefter gik de hver til sit, og Peter Murphy indledte en solokarriere, om end Bauhaus er blevet gendannet både i 1998 og i perioden 2005-2008.

Find billetter via GAFFA Live.

ANNONCE