Nyhed

X Factor-finalen: Scener fra et spejlkabinet

Er en drøm en løgn, hvis den ikke opfyldes?

Se masser af billeder fra finalen i GAFFAs gallerisektion

Allerede i toget vestpå står det klart, at der skal træffes et fundamentalt valg omkring dækningen af aftenens længe imødesete, bombastisk iscenesatte og licensbetalte candyfloss-cirkus i Herning. Vi taler naturligvis X Factor-finalen; afslutningen på et talentshow fra tv, der - som flosklen vil det - har samlet nationen fredag efter fredag for nu sjette gang i træk.

Og skal man så simpelthen levere læserservice til sindets kakkelborde med en kronologisk gennemgang af slagets gang i Jyske Bank Boxen, hin poetisk benævnte betonboks i udkanten af den vestjyske provinsby. Eller burde man - mere fristende og øretæveindbydende - give sig til at tale om den populærkulturelle Potemkin-kulisse, som showet også er?


Naturligvis vel vidende, at det formentlig er de færreste, som gider at høre om, hvordan samfulde X Factor-deltageres forbigående fjernsynsberømmelse i sidste ende er inderligt ligegyldige stop på en endeløs ørkenvandring gennem en narcissistisk kulturs dørløse spejlkabinet.

Nej vel, så i stedet: Den loyale, ironi-frie gennemgang af en aften, hvor de forventningsfuldt summende køer allerede er dannet ved seks-tiden. Folk er glade og spændte; nogle på at opleve deres helte og identifikationsobjekter brillere eller brage igennem, andre måske over udsigten til at give ungerne en uforglemmelig aften i byen.

Og selv de yngste er mødt frem, ligesom der er forældre med sovende børn iblandet de feststemte teenagere i det sidste tog væk senere på aftenen. 


Massiv appel

Hertil kommer de angiveligt op mod 1,5 millioner, som ser med derhjemme - for jo, som Anne Linnet på et tidspunkt siger fra sin plads i det tre mand høje dommerpanel: "Det er det, danskerne vil have".

At undertegnedes rødbedepas tilsyneladende er blevet annulleret i den kalkule er mindre væsentligt - det er trods alt sket før. Og man skal ikke undervurdere talentkonkurrencens massive appel, som man fristes til at tilskrive iscenesættelsen og ophøjelsen af noget dybest set temmelig middelmådigt til noget monumentalt og storslået.


Ikke at der ikke leveres fine og følte musikalske stunder fra de involverede - det vender vi tilbage til - men på den anden side er det måske lige voldsomt nok, når Ida Corr kalder "sin" kandidat, den utvivlsomt sympatiske vestjyde Chresten, for "indbegrebet af en stjerne", eller Linnet spår den kække kvartet Wasteland en stor international karriere.

Det hele gestaltet med bombastisk, Wagner-reminiscent mellemlægsmusik til at højne dramaet og præsenteret af  en unægteligt charmerende Signe Molde, der tidligere har givet den som journalistisk joker i Anders Lunds Madsens "Det nye talkshow". 

Inden transmissionen starter klokken 20.00 og igen i pausen en time senere "underholdes" publikum af en let anstrengende spradebasse, som instruerer i hvordan man ikke skal klø sig i "pølsen" når kameraerne ruller ("Det er sådan en dejlig måde at blive foreviget på" - spejlkabinettet, igen), underholder med vakse bemærkninger og brudstykker fra dansktopsange og spørger om vi er klar til en fest - hvilket vi naturligvis er. "Var der nogen, der sagde nej... så finder vi jer!", spøger han og rammer derved ufrivilligt noget centralt ved aftenens store finale.

For selvom den tredje dommer og panelets typecastede "excentriker", Thomas Blachman, flere gange siger at det hele handler om "én mand, en idé" - om individets udfoldelse - kan det strømlinede show samtidig siges at være en hyldest til ensretningen og som sådan et selvskrevet hit i et samfund, der med en amerikansk skribents ord er blevet til "en stor, røgfri familierestaurant". "Med en gennemseksualiseret mainstreamkultur" kan man, for egen regning, tilføje.

Ødemarken

Selv de unge deltagere synes næsten typecastede i deres geografiske og sociale repræsentativitet; vi har den generte vestjyde i den sympatiske og fåmælte Chresten, den elskelige århusiansk-kurdiske skolepige Karoline ("I can't think of anything not to like about that girl", som Dylan har sagt om Alicia Keys) og endelig den til lejligheden sammensatte drengegruppe - det er bogstaveligt her - Wasteland, hvor medlemmerne kommer fra henholdsvis Ishøj, Charlottenlund, Århus og Holstebro.

Og hvor bandnavnet, sandsynligvis utilsigtet, sender en hilsen til T.S. Eliots centrale digtværk af "The Wasteland" fra 1922:

 

April is the cruellest month, breeding

Lilacs out of the dead land, mixing

Memory and desire, stirring

Dull roots with spring rain

 

"Er en drøm en løgn, hvis den ikke bliver opfyldt", spurgte Bruce Springsteen tilbage i 1980 og stillede dermed spørgsmålstegn ved hele den Amerikanske Drøm, som også er en central præmis i den store X Factor-succes. Det er drømmen om at blive løftet fra Bronx til Det Hvide Hus, eller her: fra jobbet i Rema1000 (Frederik fra Wasteland) eller ottendeklassen i Århus (Karoline) til en mere glamourøs verden af københavnske kendisser og mediefolk. 

Og guess what? Den store karriere i rampelysets skær kunne hypotetisk set indfinde sig, men chancen er minimal, alt imens den materielle ulighed øges og den sociale arv lever i bedste velgående. Mens vi hygger os ligger Marxs mørnede kranie et sted på Hampstead Cemetary og mumler "Opium for folket", og han har - stadig - ret. Men det hele kører selvfølgelig efter bogen, og det endda selvom det hele virker lidt mere kaotisk fra sidelinien i Boxen end det formentlig har gjort hjemme i fjernsynet.

Wasteland leverer en mere energisk end decideret vellykket udgave af Shaka Loveless-sangen "Ikke mere tid", mens folkene bag Chresten har foretaget et begavet sangvalg med den gamle folkesang "In the Pines", som den lød, da Nirvana indspillede den under titlen "Where Did You Sleep Last Night?" på højdepunktet "MTV Unplugged" midt i halvfemserne. 

Aftenens stjerne

At aftenens egentlige stjerne er førnævnte Karoline står dog klart allerede ved leveringen af den danske nykommer MØs sang "Glass", og siden i en hjertevarm duet med Burhan G.

Også de to andre finalister får såkaldt fint besøg på scenen af henholdsvis Panamah, Mads Langer og Marie Key, inden det er tid til tv-avis derhjemme og her i Herning uddeling af hvide balloner med lys i og flere vittige bemærkninger à la "hvor er det dejligt med fælles rejsning...nej, det lød helt forkert - hahahaha". 

Anden del indledes af et lidt sløjt indslag fra de aldrig helt dårlige Nik & Jay; undertegnede har altid haft en svaghed for d'herrers hæmningsløse, skiftevis højstemte og hårdtpumpede pop-patos og i aften overgår Nik næsten egen arrogant stjerne-attitude; komplet med knælang, ærmeløs og purpurrød frakke, Raybans og en sælsom lighed med en ung Ozzy Osbourne. 

Jay ligner mest af alt en, som har overdoseret sin formiddags-koger, mens de sammen med finalisterne sympatisk nok opfordrer til at "Let's Get United". Altsammen meget sødt, selvom det lyder, som om de synger "Let's get you naked" og formentlig lige så godt kunne have gjort det. 

Et forventeligt højdepunkt er den store potpourri over tidligt udstemte deltagere: Den virkelige attraktion ved X Factor har alle dage været de indledende runders ganske underholdende freakshow opført af folk med forsvindende lille selvindsigt. 

I aften får vi kun en lille parade, da scenen til tonerne af det gamle Starship-hit "Nothing's Gonna Stop Us Now" indtages af et hold, der får Dansk Folkepartis trafikordfører i hvid smoking til at fremstå som en krydsning mellem Sinatra og Cohen.

Det er en frydefuld kakofoni, som kalder latteren frem - også selvom årets freakshow ikke byder på noget tilnærmelsesvist så tåkrummende, som den bedstemoder som for nogle år siden deltog med en "rap" til barnebarnet Malthe med følgende tekst og katastrofal mangel på rytmisk fornemmelse:

Hey Malthe

pludselig var du der

Silkeblød

og med bare tæer

 

Stjernedrys

Siden følger lidt internationalt stjernedrys med Marina & The Diamonds (selvom man ikke ser meget til hverken Diamanterne eller andre musikere i aften, men lad nu det ligge), som fremfører hittet "Primadonna": Absolut sexet og cirka lige så kalorielet, som det er bastungt i aften. Det står nu klart, at Wasteland ikke går videre - som det hedder her - og imens kan man spørge sig selv, på hvilke præmisser man overhovedet kan bedømme aftenes show og X Factor-fænomenet som sådan.

Som musikbegivenhed? Næppe. Uanset hvor søde og dygtige, deltagerne ellers er, er der trods alt tale om overvejende ganske anonymt udførte coverversioner af internationale pophits. Som børneunderholdning, da? Well, højst som et eksempel på den amerikanske kulturimperialismens definitive dominans på børneværelset.

Nå, men så som den store. samlende familiebegivenhed? Det er vanskeligt at argumentere mod seertallene, og en milliard fluer har for længst bevist at gylle er gastronomi på højt niveau. Men så længe, der er noget der hedder licens, har DR efter min bedste overbevisning en forpligtelse til ikke bare at reproducere udenlandske mainstreamprodukter, men tværtimod fremvise berigende alternativer til at det junk, vi alligevel får ind helt automatisk og ganske gratis. 

Det er i en vis forstand det, den velansete pædagogisk-didaktiske teoretiker Thomas Ziehe har kaldt den "Gode anderledeshed":  I stedet for at gøre ungdoms- og populærkulturen altdominerende (udfra et forsøg på at række ud til eleven/seeren) bør man bidrage til at udvide perspektivet og dermed erkendelsesmulighederne. 

Den menneskelige faktor

Og med denne helligt løftede pegefinger kunne man stoppe, hvis ikke det var, fordi det er for let slet og ret at afskrive X Factor som fordummende junk. Blachman kan beskyldes for at være en krukke, men han spiller rollen som Thomas Blachman glimrende og er i nogen grad udsendelsens garant for et vist reflektionsniveau. 

"En sejr for den dårlige smag", kaldte han det, da den bedårende Amanda blev stemt hjem i sidste uge, og sagde dermed en større sandhed om showet end det nok var hensigten; i aften rejser han sig gudhjælpemig og leverer en semi-politisk opsang mod den individualisme og selvrealiserings-diskurs, som netop X Factor er blevet set som eksemplarisk udtryk for:          

"Hvad kæmper vi for? Vi kæmper for os selv, er vores egen lykkes smede. Men det er ikke nok. Alle de mennesker, som ikke er i arbejde... lad os dele det arbejde, der er" og så videre. Da Karoline har delt den føromtalte ømme, musikalske stund med Burhan G, rammer Blachman atter noget centralt, idet han siger: "Det føltes som oprigtig respekt".

Det er et udsagn med to implikationer. For det første at det, underforstået, ikke er alt i X Factor-universet som er netop det: Oprigtigt. For det andet, at der ikke desto mindre netop er denne faktor på spil; når en drengegruppe kan låne navn fra T.S. Eliot vil jeg tage mig den frihed at låne den godt brugte betegnelse "Den menneskelige faktor". 

Det er den - og ikke den såkaldte X Factor, forstået som genet i geni eller den hemmelige ingrediens i en mediedarling - som er det interessante i aften, ligesom alle de tidligere fredage og dem der utvivlsomt vil komme.

I vinden

Det er den faktor, som får os til at blive bevægede med Karoline, når hun i et klip på skærmen bliver mødt af sit nabolags hyldest.

Og, alt efter temperament, dele Chrestens underspillede, men ægte - fremfor alt: ægte - glæde og stolthed, når vi ser hans glimt i øjet eller blive bedåret af Wastelands kejtede charme. Det element, som gør at selv en akademisk belastet anmelder med planer om at skrive et kritisk essay om en dekadent kulturs dødskramper ender med at blive en lille smule emotionelt engageret, når Karoline synger sin semi-selvskrevne hyldest til tolerance og mangfoldighed, "Det er her vi bor".

Træerne vokser, som min mor altid siger, ikke ind i himlen: Det bliver ikke Rundhøj-pigen med den kurdisk-irakiske baggrund, men derimod den vestjyske værktøjsmager Chresten, som efter seernes afstemning løber af med sejren i aften. Den skal være ham vel undt.

Og mens Karoline og vi andre tager hjem, blæser Bruce Springsteens gamle spørgsmål om drømme og løgn stadig i den frysende kolde vind et sted uden for Jyske Bank Boxen.

ANNONCE