Mød Rasmus Seebach, Ida Corr, Pearl Jam, Lucy Love, Nephew og mange flere
Så er årets 11. GAFFA på gaden. 100 sider sprængfyldt med interviews, temaartikler, anmeldelser, nyheder og livekalender.
Månedens hovedhistorie er et interview med Rasmus Seebach, som er aktuel med sit tredje album, "Ingen Kan Love Dig I Morgen". Vi har mødt den storsælgende sanger til et åbenhjertigt interview om blandt andet om, hvordan det er at have så meget succes, om hans nære forhold til sine fans og om relationen til hans afdøde far, Tommy Seebach.
Ida Corr er tilbage med albummet med den finurlige titel "Corr Values". Vi har talt med hende om blandt andet hendes afrikanske rødder, om at blive mor og om at stifte eget pladeselskab.
Tidsmaskinen er en ny artikelserie, hvor vi sætter fokus på musikikoner med mange år på bagen. Denne gang gælder det singer-songwriter-ikonet Joni Mitchell, som fylder 70 i november. Vi bringer et portæt og taler med hendes danske musiker-fans Tina Dickow, Agnes Obel og Kristian Leth.
Pearl Jam har netop udsendt deres 10. studiealbum, "Lightning Bolt". Vi mødte Eddie Vedder & Co. backstage i New York – og stødte ind i blandt andre John McEnroe.
Lucy Love har succes udadtil, men på det private plan har hun været ramt af depressioner og angstanfald. Hun kan dog bruge det i kunstnerisk sammenhæng – læs hvordan.
Folkemusik er blevet hipt igen, og grupper som Folkeklubben og The Avett Brothers har stor succes. Vi ser nærmere på fænomenet.
Nephew udgiver et omfattende bokssæt, og i den forbindelse har vi samlet en række af vores bedste artikler om bandet fra de sidste ni år.
Du kan også møde King Krule, Naughty Boy, The 1975, se Kira Skov svare på læsernes spørgsmål, læse om multikunstner Erik Clausens forhold til musik og meget mere.
Derudover kan du som altid finde masser af nyheder, anmeldelser og omtaler. Så find GAFFA på en café, et bibliotek, en plade-/musikforretning eller en uddannelses- eller kulturinstitution nær dig, eller læs bladet online. God fornøjelse med november-udgaven af GAFFA!