Nyhed

Lyt: 11 essentielle i december

GAFFAs guide til månedens varmeste sange, du bare SKAL høre

Love Is Lost (Hello Steve Reich Mix By James Murphy For The DFA) – David Bowie (billedet)

David Bowies comebackalbum The Next Day er op til julesalget blevet genudgivet i en ekspanderet udgave, der blandt andet indeholder 10 bonusnumre. Mest interessant er LCD Soundsystem-frontmand James Murphys remix af Love Is Lost, der ud over at være hans første remix i fem år, endvidere er så stinkende godt, at han gerne måtte remixe resten af The Next Day. Ja, for den sags skyld hele Bowies bagkatalog.

Harvest – Death Has No Dominion


Spleen United-sangeren Bjarke Niemann har sammen med Libertine-Libertine designeren Rasmus Bak startet projektet Death Has No Dominion, hvis kim blev lagt under et ophold i et gummibeklædt hus i upstate New York, der tidligere var ejet af skuespilleren Willem Dafoe. Førstesinglen Harvest er ude nu og er ligesom resten af det kommende album mikset af Michael Patterson, der tidligere har arbejdet sammen med Trent Reznor, Black Rebel Motorcycle Club og Notorius B.I.G.

Lean – The National

Amerikanske The National har igen i år taget danskerne med storm med deres seneste album Trouble Will Find Me og tre anmelderroste koncerter. Lige nu er de aktuelle med den nye single Lean, der er skrevet til soundtracket til The Hunger Games: Catching Fire, der også indeholder nye sange fra blandt andre Coldplay, Antony & The Johnsons og Patti Smith.


Animal Heart - Nina Persson

Otte år er der gået siden den sidste plade med The Cardigans, og for fire år siden udkom seneste udspil fra sideprojektet A Camp, men nu er svenske Nina Persson endelig ved at være klar med sin solodebut. Albummet Animal Heart lander i slutningen af januar, og titelnummeret er netop udsendt som førstesingle.

Long Time Gone – Billie Joe Armstrong + Norah Jones


Umiddelbart lyder det som et underligt miks, men ikke desto mindre har Billie Joe Armstrong fra Green Day slået pjalterne sammen med Norah Jones på albummet Foreverly. Albummet er inspireret af The Everly Brothers-albummet Songs Our Daddy Taught Us, og udtryksmæssigt kunne de ikke ligge længere fra teen-punk. Lyt selv på den countryklingende Long Time Gone.

Sea Of Teeth – Mercury Rev

For tre år siden kunne Sparklehorse-frontmanden Mark Linkous ikke holde livet ud længere og valgte på sørgeligste vis at tage sig selv af dage. Dette betød enden på mere fortryllende musik fra Linkous' hånd, men heldigvis lever hans musik nu videre hos venner og kollegaer. For hyldestalbummet Last Box Of Sparklers ser snart dagens lys, med bidrag fra navne som Mark Lanegan, Flaming Lips, Jason Lytle og Mercury Rev.

Satellite Of Love – Morrissey

Selvbiografi-aktuelle Steven Patrick Morrissey har netop udsendt en coverversion af stærkt savnede Lou Reeds Satellite Of Love, indspillet live i Las Vegas i 2011. Navne som Pearl Jam, Arctic Monkeys og Arcade Fire har ligeledes æret Reeds minde med coverversioner ved nylige koncerter.

Holding On For Life – Broken Bells

James Mercer fra The Shins er igen hooket op med sin Broken Bells-makker Brian "Danger Mouse" Burton, og i starten af 2014 er de klar med album nummer to After The Disco. Førstesinglen Holding On For Life ligger i fin tråd med Burtons tidligere retroklingende produktioner for navne som Beck, The Black Keys, Gnarls Barkley og Gorillaz.

Free Your Mind (Spiritualized Remix) – Cut Copy

Australske Cut Copy er for tiden aktuelle med deres nye album Free Your Mind, hvorfra titelnummeret har fået en remix-overhaling af Jason Pierce fra Spiritualized. Resultatet lyder ikke overraskende som en helt ny Spiritualized-sang, komplet med ny vokal fra den engelske spaceman.

In The Cold, Cold Night – Wanda Jackson

76-årige Wanda Jackson var tilbage i 2011 i kløerne på Jack White, da han producerede countrylegendens album The Party Ain't Over. Nu er det så White, der er i kløerne på Jackson i en fortolkning af In The Cold, Cold Night af The White Stripes. Sangen er at finde på hyldestalbummet Rockin' Legends Pay Tribute To Jack White hvor navne som Bobby Vee, Sonny Burgess og Johnny Powers også medvirker.

Porcelain – Snowbird

Bag navnet Snowbird gemmer sig sangerinden Stephanie Dosen og multiinstrumentalisten Simon Raymonde fra skotske Cocteau Twins, og i januar pladedebuterer de med albummet Moon udsendt på Raymondes eget hæderkronede selskab Bella Union. Albummet gæstes blandt andet af Jonathan Wilson og medlemmer fra Radiohead og Midlake.

 

 

 

ANNONCE