Nyhed

Rasmus Seebach: Jeg tror, jeg har mere ballast end min far

Seebach har atter fortolket sin far på sit nye album

Se en ny, eksklusiv billedserie med Rasmus Seebach i GAFFAs gallerisektion

Rasmus Seebach er i dag aktuel med sit tredje studiealbum, "Ingen Kan Love Dig I Morgen", opfølgeren til de yderst succesfulde "Rasmus Seebach" (2009) og "Mer' End Kærlighed" (2011), der begge har solgt over 200.000 eksemplarer og har gjort Seebach til den bedst sælgende danske musiker i hjemlandet i dette årtusinde målt i forhold til antal udgivelser.

Vi har mødt den populære sanger til et åbenhjertigt interview om blandt andet om, hvordan det er at have så meget succes, om hans nære forhold til sine fans og om relationen til hans afdøde far, Tommy Seebach. Du kan læse interviewet i GAFFAs artikelsektion, og du får en smagsprøve her, hvor Seebach taler om forholdet til sin far.


En helt central grund til, at Rasmus Seebach har hittet, har været det brede publikums værdsættelse af den måde, sønnen har æret sin far, der gik fra berømmelsens piedestal til at dø, falleret, i alkoholens tåger, kun 53 år gammel. "Du skal ikke sige undskyld – for du har gjort mig til den jeg er" er en sætning, der vel nærmest resonerer på samme frekvens som "Kvinde min, jeg elsker dig, og jeg ved, du elsker mig". Alle fra min generation og både yngre og ældre ved, hvem Tommy Tvebak var, eller gør de? Grand Prix-kongen med krøller, overskæg og dynejakke, der endte på blokvognen foran et sparsomt publikum og en kasse bajere. Men for at tegne et mere nuanceret billede har vi at gøre med et vidunderbarn bag tangenterne med en tyran af en far, der hev ham ud af skolen i 8. klasse, så han som 14-årig kunne spille på værtshuse til klokken fire om morgenen.

Men Tommy havde talent, masser af talent. Ud over evnerne bag tangenterne var han en dygtig popsnedker, en innovativ og produktiv producer. Det hed sig, at han var den eneste dansker, der kunne producere en plade og få den til at lyde, som om den var fabrikeret i USA. En kreativ ildsjæl, der havde fingre i alt og var megastjerne. En elskelig familefar, men også på mange måder en ensom ulv med et plaget sind, som relativt sent i livet fik trang til at søge trøst i flasken, hvilket på tragisk vis medvirkede til at ende hans liv sådan cirka 30-40 år for tidligt. Måske er Rasmus efterhånden en anelse træt af at snakke om sin far, og så alligevel ikke. Hvorfor vælger han ellers endnu en gang at fortolke Tommy, denne gang med tåreperseren Du' Det Dejligste, der afslutter Ingen Kan Love Dig I Morgen. Men hvis man sætter procenter på, hvor meget er så kærlighed, savn, dårlig samvittighed og besættelse i forhold til sønnens tilbagevendende fokus på sin afdøde far?

– Jeg kan med sikkerhed sige, at det er 100 procent kærlighed. Selvom det var hårdt at være vidne til at se ham gå i hundene, var han stadig den kærlige far, vi alle elskede overalt på jorden. Det gælder også min lillesøster, der er fire år yngre end mig, og som ikke for alvor har oplevet ham, da han var på toppen.


Hvad tror du, han havde sagt, hvis han kunne have oplevet din succes?

­– Jeg tror, han havde været rigtig glad, og jeg føler, at vi har en forbindelse. Også i dag. Der er noget. Jeg kan lide tanken om, at jeg kan medvirke til at forlænge hans liv i måske 100 år. Hvis jeg tager en sang, han har lavet for 25 år siden, og børn, der er fem år, tager den til sig i dag, og om mange år giver den videre til deres børn, som måske giver den videre igen, så giver det mig en særlig glæde.

Ordsproget siger, at æblet sjældent falder langt fra stammen. Du oplever i dag en succes, som din far gjorde, da han var på din alder. Frygter du også, at du har nogle tilsvarende dæmoner i dig som Tommy, og at det måske netop er derfor, du er så fokuseret på at bearbejde hans liv og musik for ikke at lide samme skæbne?


–Ja og nej. Jeg er ikke som min far, jeg tror, jeg har mere ballast, har fået mere med hjemmefra i kraft af ham. Men jeg har også mange lighedstræk, jeg er ikke min fars søn for ingenting. Jeg kender godt til de mørke sider, og nummeret 1000 Farver på den nye plade handler om at rive en af mine allernærmeste ud af en depression. Vi må gøre det sammen. Jeg ved godt, hvad det er for en størrelse.

Men du er meget personlig og ærlig i dine tekster. Er du modsat din far som en åben bog?

– Nej, det er jeg faktisk ikke. Jeg er på mange måder ret privat. Sangene er min ventil, det er der, hvor jeg giver mig til kende og udtrykker mit liv. Havde jeg ikke musikken, ville det være et problem. Jeg siger tingene bedst i en sang. Det gælder mig selv og andre, så hvis du er tæt på mig, så bliver du en del af en sang en gang i mellem. Det er min måde at gøre tingene på. Jeg føler ikke, at jeg står i skyggen af min far, det har jeg ikke følt længe. Men han er en central del af min historie, og jeg synes, det er fedt og vigtigt at snakke om ham.

Læs hele det åbenhjertige interview i GAFFAs artikelsektion.

Se en ny, eksklusiv billedserie med Rasmus Seebach i GAFFAs gallerisektion

ANNONCE