Surfact udgiver akustisk album

I dag udsender Surfact deres fjerde album "Unamplified", som består af akustiske genindspilninger af udvalgte af bandets ellers halvtunge rocksange. Surfact vakte først opmærksomhed, da de i 2006 vandt Smukfests talentkonkurrence Starfighters. I 2007 udgav de det grunge-inspirerede debutalbum "Terrific Downfall", som i 2009 blev fulgt op af "Euphoria" og i 2011 af "Feeding the Beast" – to album, hvor de i lidt højere grad havde inddraget keyboards og samplere.

I forbindelse med det nye album har GAFFA fået sanger Jesper Storgaard til at fortælle om albummet, sang for sang:

– Efter vores tredje studiealbum, "Feeding the Beast", ramte vi noget af et nulpunkt. Man kan ikke sammenligne det med den krise, Nik og Jay oplevede efter Skanderborg 2009, hvor de udmattede af succes ikke kunne føle noget mere. Hos Surfact var det en form for afmagt over, at det endelige gennembrud vanen tro lod vente på sig. Vi spillede pænt mange koncerter og fik endelig den tyske udgivelse i hus, så det var ikke fordi, det var helt magert. Men da Niels Lykke (bas) pludselig blev ramt af en hård depression og måtte trække stikket fra bandet, var vi pressede. Vi klarede den lige ved at få en reservebassist (Ask) ind på vores festival-gigs, men da Niels endelig var ved at overvinde sit livs krise og vendte tilbage, "valgte" Claus Bach (guitar) at tage noget nær præcis den samme tur. Nu var Surfact ved at udånde.

– Vi fortsatte med at skrive sange, men de forblev stædigt på demostadiet. Der var ikke den energi, et band skal bruge for at skrive sangene færdige, og der var faktisk en aften for knap et år siden, hvor vi mere eller mindre blev enige om, at det var slut med bandet.

– Surfact er dog en kæmpe del af vores liv og stor del af den identitet, man har bygget sig selv op omkring de sidste 10 år. Man kan ikke bare fjerne det, så bliver tomheden enorm. Vi måtte op på ponyen igen. I forbindelse med en Tysklands-tour i juni skulle vi bruge en reserveguitarist, og her havde vi fået anbefalet Steffen – en svinedygtig, humoristisk selvudslettende makker – der tog os med storm. Han havde noget af den energi, vi havde manglet.

– Da økonomien i bandet var i bund, fik vi idéen at spille sangene akustisk. På den måde kunne vi nøjes med at turnere i personbiler, i stedet for at leje en tourbus. Det blev en smuk periode, hvor vi gen-arrangerede og genopdagede sangene og forelskede os i dem igen. Det var sangene for sangenes skyld, uden alle mulige elektroniske virkemidler (der i forvejen hang os langt ud af halsen).

– Herfra fik drømmen om at udgive en akustisk plade vinger, og denne blev ikke mindre efter at have spillet en meget begejstret koncert på Pumpehuset og derefter adskillige i Tyskland. Der kom en ny form for nærvær imellem os og vores publikum. Musik var igen det fedeste at beskæftige sig med – glæden er tilbage!

– Efter Tyskland-touren var vi klar til at gå i studiet og indspille hele lortet. Det var Morten Nissen fra Trechoma Records heldigvis frisk på at udgive, og nu glæder vi os til at fyre op under dette samarbejdet, udgive "Unamplified" og spille land og rige rundt. Der skal herefter åbnes op for rockdemoerne igen, for denne afstikker har ikke dræbt det indre rocksvin. Han skulle bare lige hvile lidt.

– Sangene på "Unamplified" er derfor gamle sange, men de føles anderledes i denne version. Jeg vil prøve at sætte ord på det her:

Song of Remorse:

Åbningssangen handler om et af de mange frygtelige skænderier, vi har haft indbyrdes, hvor vi har såret hinanden mere, end hvad godt er. Det her er så undskyldningen, hvor man rækker ud efter forsoning og forklarer, hvor meget venskabet betyder, og at dette venskab altid overvinder kriserne undervejs. Sangen er blevet super personlig i denne version, med udelukkende Jesper (vokal) og Steffen (guitar). Vi havde arrangeret den med alle instrumenter, men den er bare federe helt nøgen.

The Pace:

En personlig yndling. Sangen om den dybt snobbede musikbranche og om alle de uinspirerende røvsyge mennesker, man møder i sit liv. Den her sang handler om at ikke at gi' en fuck og kæmpe videre for sin drøm – lige såvel som den ensomhed, der kan være forbundet med at gå imod strømmen.

All Night Overload:

En af de sange, der har ændret sig mest radikalt fra originalen. Den handler om at give den max gas, i en rus af ungdommelig glæde. At have et bånd og et sammenhold, ingen udenforstående kedelige typer har held til at ødelægge. Når man hører sangen i denne version, får den noget melankolsk og trist over sig. Måske kunne man ikke bibeholde den ungdommelige gnist, måske er festen slut, og man sider tilbage og romantiserer over en svunden tid.

Feeding the Beast:

Sangen om, hvor galt det går, hvis man brænder inde med sine følelser og deraf fodrer det indre bæst. Originalen var nærmest clubbet i sin vibe, men her er det bare en melodisk rock/popsang. Vi synes, sangen fremhæver melodiens styrke på en ny måde.

Atmosphere:

Den mest sentimentale sang, og normalt ikke en tekst, vi ville skrive. Den er næsten for klynkende - men når man kender baggrunden og ved, sangen handler om en nær ven, der døde af cancer - og som var vores største fan - synes vi, det er i orden. Sangen er til alle, der har mistet en, og den går i vores inderkreds som en sang folk associerer til deres afdøde fædre.

Absolutely Shameless:

Sangen om den promiskuøse ta-med-hjem-fra-byen tøs, der endte med at blive min kæreste. Denne, i Surfact-regi største basker, har fået en lidt mere country-agtig vibe i versene.

Soulslide:

Vores første "hit"! (i Surfact-målestok) En sang, der på denne plade mødte både modstand og stor anerkendelse. Den var i farezonen for at blive droppet samtidig med, at andre mente den skulle være singleudspil. Arrangementet er ikke meget anderledes end originalen. Sangen handler om virkelighedsflugten ud i musikken og/eller andre flydende såvel som kemiske substanser. Når man er lige præcis det mest fantastiske sted mentalt, og ikke ønsker at vende tilbage til virkeligheden.

Higher Ground:

En sang, der i originalversionen havde taget en drejning imod det alt for poppede og en lyd, vi ikke ønsker mere. Her er sangen tilbage på guitaren, hvor den hører hjemme. Sangen omhandler en pige og hendes usikkerhed omkring egne evner i livet. Hun holder sig tilbage i stedet for at blomstre. Denne sang skal give hende et skub ud over rampen - et meget melodisk skub.

What You Are:

Sangen blev skrevet i en sen nattetime i køkkenet. Jeg vidste, at jeg ville slå op med min kæreste dagen efter. Denne sang skulle afspejle, hvor smukt det kunne have været, hvis alt var gået efter planen. Det er en form for afskeds-hyldest til pigen og forholdet. En sang, der stadig kan røre mig dybt. Arrangementet er ikke markant anderledes end originalt, men den akustiske vibe fornægter sig ikke.

Last Mile:

En hilsen til branchefolk, der forsøgte at bestemme, hvordan vi skulle lyde, hvilke sange vi skulle spille hvornår og hvordan. Ligeledes en parallelhistorie til et forhold, der er gået i sort. Jeg gad ikke mere og ville have den anden person til at skride af helvede til. Den har fået en tilbagelænet vibe her. Chefens yndlingsnummer på pladen.

Mindslave:

Sangen til min nære ven, der syntes fanget i en spiral af negativ energi. Et kæmpe spark i røven om at komme ud af vagten og forløse sit potentiale. Der kommer ikke noget ud af at vente, og det er drænende for alle være vidne til den vrede og bitterhed, personen sad fast i. En af de gamle live klassikere, og groovet er nærmest endnu federe på en akustisk guitar. Sangen, som lukker og slukker pladen med maner.