The 1975: Måske kommer der flere sange om weed

Trods opvækst på Manchester-egnen, fire huse fra Peter Hooks bopæl, er det primært de amerikanske musikalske vinde, som har formet Matthew Healy, der er det primære omdrejningspunkt for britiske The 1975, der for tiden oplever markant succes. Hypen blev stille og roligt bygget op omkring en serie ep-udgivelser, flere hits som Sex og særligt Chocolate, og intensiv turne-virksomhed, herunder supportjobs for såvel Muse som Rolling Stones. Og da debutalbummet endelig blev tilgængeligt for masserne i starten af september, kvitterede samme med at sende The 1975 på førstepladsen af den officielle britiske hitliste.

Kort forinden mødte GAFFA den snakkesalige, ligefremme, dedikerede og lettere vindblæste frontmand, Matthew Healy, på det ukristelige rock'n'roll-tidspunkt klokken ni om morgenen på et hotel på Shepherd's Bush-egnen i London. Ikke at det gjorde Healy noget, han havde ikke langt til arbejde den dag. Trods markant succes kunne han fortælle, at han var boligløs og indtil videre boede på selvsamme hotel, og i øvrigt lige var ankommet fra Japan og generelt blæst i roen.

Det afholdt dog ikke Healy for at være yderst engageret, og interviewet tog i løbet af få minutter karakter af en løssluppen snak om alt fra kærligheden til Michael Jackson, relativt grænseløse inspirationskilder, fordel og ulemper ved at være søn af berømte forældre (skuespillere, og et hjem hvor Mark Knopfler til dels lærte Healy at spille guitar), spilleglæde, kammeratskab, store ambitioner, skrive om at blive forelsket i en prostitueret, stoffer, rolle som provokatør, Christiania og meget andet.

Defineret af min ærlighed

– Jeg har altid været meget ærlig i mine tekster og har bare skrevet om, hvad jeg oplever, ser og tænker – nærmest som en film. Jeg har skrevet om sex, stoffer og meget andet. Ikke for at chokere, men det er bare mange af de ting, der sker i mit liv, og jeg prøver at udtrykte mig bedst muligt. Jeg er blevet defineret for min ærlighed, og det har jeg det godt med. Måske kommer der flere sange om weed, måske ikke.

– Så er der sangen Woman, som du refererer til. Den handler om en 30-årig prostitueret, jeg mødte i Dublin, da jeg lavede noget modelarbejde. Hun var fantastisk, vi gik op på mit rum og kyssede, men ikke mere end det. Men jeg forelskede mig totalt i den ting omkring hende, at hun helt eksplicit udnytter den del af sin femininitet for finansielt udbytte. Det var et meget, meget fascinerende møde. Det er ikke et standpunkt i en debat for eller imod prostitution, men mere et billede, et maleri af en personlig oplevelse.

Det er et ret kontroversielt emne, der er sikkert mange som har boret i det, når du er blevet interviewet…

– Nej, aldrig, du er den første person, der nogensinde har stillet mig spørgsmål omkring den sang.

Nå, okay, menså er det anderledes med Chocolate. Den har sparket døre ind for The 1975.

– Det er rigtigt. Som de andre sange er den en del af lydsporet til vores liv. Vi er en del af internettidsalderen, hvor folk blander alt fra Jay-Z til Carole King. Som jeg ser det, er vi som et stort, emotionelt dance-party.

Hvem: – Vi har været sammen i over 10 år, siden vi var omkring 14-15. Og ham, der filmer alt omkring os, har været min bedste ven, siden jeg var seks. Så vi er alle meget tætte. Vi er meget ambitiøse, og alt handler om et eller andet i mit eller en af de andres liv. Vi er et alternativt rockband, jeg er sanger og guitarist i foretagendet.

Hvad: – Vi blander rigtigt mange genrer, og udgangspunktet er ikke at tænke over det, men bare spille, hvad der kommer naturligt. Jeg er vokset op med artister som Michael Jackson, Whitney Houston og TLC. Det spøger altid i baggrunden. Men vi fandt tidligt vores egen måde at angribe tingene på. Det startede for sjov, men har med årene formet vores stil og identitet. Vi har lært alt sammen. Det er mig, der er frontfigur og skriver meget af materialet, men vi er et band, hvor alle spiller en væsentlig rolle. Vi kan godt lide at blive opfattet som en enhed. Når du hører os, hører du lydsporet til vores liv.

Hvor: – Vi kommer fra forstaden omkring Manchester. Macclesfield. Jeg voksede op i Newcastle, til jeg var omkring 10-11 år gammel på en gård, så jeg er ikke så influeret af Manchesters musikalske historik. Vi har aldrig følt os som et lokalt band, og vi har ikke slægtskab med Joy Division, New Order, Smiths eller Oasis. Især de førstnævntes sange går typisk i mol, vores i dur. Molskalen er dødens toneart, dur er livets. Men på mange måder har det været inspirerende at vokse op som band i Manchester, det er en viden og en forventning om, at du er god, at du er original. Og opfylder du de krav, får du virkelig meget støtte. Det har vi fået, men på vores egen måde, fordi vi har stået uden for scenen, og pludselig var vi et stort band, og først da var der mange lokale, der opdagede, at vi var fra Manchester.

The 1975 spiller på Loppen på Christiania 21. november. Koncerten er udsolgt.