Nyhed

Guide: Spændende koncerter i efterårsferien

Efteråret er over os, og vi guider de privilegerede folk med efterårsferie igennem koncertkalenderen

Uge 42 står, som vanligt, i efterårsferiens tegn. Det er sæson for biografture, lange gåture i rødbrune blade og hjemlig hygge. Men hvorfor ikke spice det hele op med en liveoplevelse ud over det sædvanlige? Næste uge byder på mange forskellige koncerter, der favner bredt – så der er noget for enhver smag. Sikkert også din.

Fredag den 11. oktober, When Saints Go Machine, Voxhall Aarhus, klokken 21.00 (billedet)

When Saints Go Machine udgav i maj deres 3. studiealbum "Infinity Pool", der høstede solid anmelderkritik med blandt andet fire stjerner fra GAFFAs anmelder Christian Erin-Madsen. Også udlandet har lagt mærke til kvartetten, herunder store musiksites som Spin, NME og The Line of Best Fit. Bandet spillede i foråret en række koncerter i London, herunder en Boiler Room Session samt koncerter i New York og Berlin. Man kan derfor se frem til en gennemprøvet og velsmurt liveproduktion, når bandet gæster VoxHall på deres Danmarksturné, der fortsætter landet rundt. Se flere datoer på GAFFA Live


Mandag den 14. oktober, Foals, Train, Aarhus, klokken 20.00

Sidst post-punk/math-rockbandet Foals spillede i Danmark, gjaldt det den anmelderroste koncert på Roskilde Festivals Arena Scene i 2011 foran 15.000 mennesker. Nu gæster de landet igen, denne gang i henholdsvis Aarhus og dagen efter på Vega. Foals debuterede i 2008 med "Antidotes", der fremviste bandets kringlede og math-influerede guitarrock. I starten af 2013 udkom det nyeste skud på stammen "Holy Fire", der fik fem stjerner af GAFFA under overskriften: "Tidligere Oxford-punks tændt af en hellig og velproduceret ild." Foals spiller også i Vega den 15. oktober. 

Tirsdag den 15 oktober, John Mayer, Jyske Bank Boxen, Herning, klokken 20.00 (udsolgt, men med venteliste)


John Mayer debuterede i 2001 med albummet "Room For Squares", der blev et stort hit og blandt andet indeholdt de succesfulde singler "No Such Thing" og "Your Body is a Wonderland". Han har til dato udgivet fem soloalbum, senest "Born And Raised" fra 2012, og desuden hele fire livealbum. På det seneste album er den populære guitarvirtuos gået mere i retningen af en countryinspireret lyd. John Mayer spiller også i Forum den 16. oktober. 

Tirsdag og onsdag den 15 og 16. oktober, Bob Dylan, Falconer Salen, København, klokken 20 (udsolgt, men med venteliste)

Den evigt turnerende singer-songwriter-veteran Bob Dylan giver to koncerter i rap. Amerikaneren er en af nutidens største og mest indflydelsesrige kunstnere. Hans imponerende bagkatalog vil blive foldet ud denne aften, og de fremmødte vil blive beriget med ikoniske tekster og en karismatisk sangstemme. Sidst han gav koncert, var sammen med Mark Knopfler i Jyske Bank Boxen, hvor de gav to separate koncerter. Dylans præstation var, ifølge GAFFA, til fem stjerner.


Torsdag den 17. oktober, The Dillinger Escape Plan, Pumpehuset, København, klokken 20.00

Hvis du ikke har oplevet mathcore/avantgarde-legenderne The Dillinger Escape Plans vilde, kaotiske, eksplosive liveshows, har du nu mulighed for det. Bandet giver koncert i forbindelse med udgivelsen af deres femte studiealbum "One Of Us Is The Killer." De skulle have spillet på årets Roskilde Festival, men aflyste på grund af en skade i guitarist Ben Weinmans hånd. The Dillinger Escape Plan har eksisteret siden 1997 og har mange liveoptrædener på bagen. The Dillinger Escape Plan spiller også på Voxhall den 22. oktober. 

Torsdag den 17. oktober, CODY + Copenhagen Phil, Konservatoriets Koncertsal, København, klokken 20.30

Danske CODY bevæger sig i et univers af folkinspireret pop med aner fra post­rock og "Nordic gloom." Bandet er også inspireret af lyden af et symfoniorkester og ikke mindst strygerne herfra. CODY og symfoniorkestret Copenhagen Phil har derfor indgået samarbejde og er kommet på en spændende og krævende opgave – at bygge bro, forstå hinandens klangverdener og udtryk og her skabe en ny genre, som måske kan døbes Americana Classical.

Fredag den 18. oktober, Fleetwood Mac, Jyske Bank Boxen, Herning, klokken 20.00

Den britisk-amerikanske rockgruppe Fleetwood Mac blev dannet tilbage i 1967 som en engelsk blues-rock-gruppe og fik efter nogle udskiftninger deres store internationale gennembrud med albummene "Fleetwood Mac" fra 1975 og "Rumours" fra 1977, der begge bød på en mere poprocket lyd end tidligere. "Rumours" blev en af rockhistoriens hidtil største succeser, som gennem tiden har solgt over 40 millioner eksemplarer. Efter flere pauser og gendannelser er de tilbage med 4/5 af deres kommercielt mest succesfulde besætning: Lindsey Buckingham (sang, guitar), Stevie Nicks (sang), John McVie (bas) og Mick Fleetwood (trommer). Sangerinden og keyboardspilleren Christine McVie er ikke med på turnéen, men gæstede for nylig gruppen ved en enkelt koncert i O2 Arena i London.

Fredag den 18. oktober, Kvelertak, Amager Bio, København, klokken 21.00

Norske Kvelertak har kun eksisteret siden 2007, men har allerede skabt et navn for sig selv i metalkredse. Stilen er en blanding af black metal, punkrock, heavy metal og masser af uforfalsket rock'n'roll. Teksterne er på modermålet, og showet er højintenst. De har fået virkelig mange positive live-anmeldelser med på vejen. Sidste gang GAFFA var på spil, høstede Kvelertak fem stjerner under overskriften: " Kometen Kvelertak gjorde det igen." Kverlertak spiller også på Voxhall den 19. oktober. 

Lørdag den 19. oktober, Lucy Love, Store Vega, København, klokken 20.00

Rapperen og sangerinden Lucy Love og hendes partner-in-crime, producerveteranen Yo Akim, er klar til at vælte Vega. Sangerinden har netop udgivet sit tredje studiealbum "Desperate Days Of Dynamite", der har fået fire stjerner af GAFFAs anmelder Sohail Hassan under overskriften: "Stadig eksplosiv". Se flere Lucy Love-koncerter på GAFFA Live. 

Søndag den 20. oktober, Ken Gudman Prisen, Amager Bio, København, klokken 20.00

I år kan Ken Gudman Prisen fejre 10 års jubilæum. Den årlige prisuddeling anses herhjemme for at være en af rytmisk musiks mest prestigefulde. Prisen er udformet af Ken Gudman Mindefonden, der er blevet stiftet til minde om trommeslageren Ken Gudman, der døde i 2003. Prisen har til formål at hylde og gøre opmærksom på danske musikere, der skaber musik i overensstemmelse med de musikalske dyder, Ken Gudman stod for: Integritet, personlighed og musikalsk håndværk. Oplev Prins Nitram og Maria Laurette Friis, det danske pop-ikon Nanna Lüders, den amerikanske guitarist Georg Kilby Jr., digteren Lars Skinnebach samt et par håndfulde af landets bedste jazz- og rockmusikere.

 

 

ANNONCE