Nyhed

Guide: Her er weekendens bedste fester

Vil du feste med ekstraordinært entusiastiske fynboere, med aarhusianere i bar overkrop eller med københavnere, der twister ting fra hitlisten? Find vej til weekendens bedste fest lige her.

Nu sætter GAFFA øget fokus på den elektroniske musik og det sprudlende festmiljø med en fast ugentlig guide til, hvor man finder de bedste fester, de mest interessante dj's og de livligste dansegulve. Følg med her!

 

Fest på Fyn bliver ugens bedste
Det er ikke så tit, man kan skrive det, men når man kan, så skal der også fyres op: Denne weekends bedste og vildeste fest finder man på Fyn. Det er nemlig blevet tid til den årlige elektroniske Phono Festival, og som et af festivalens hovednavne, tyske Felix Kubin, udtaler, så er det fynske publikum "ekstraordinært engagerede og entusiastiske", fordi de ikke er vant til, at der sker noget spændende hver weekend – ligesom eksempelvis forkælede folk, der bor i Berlin. Af samme grund bliver han selv ved med at vende tilbage til den fynske festival, som han i år spiller på for fjerde gang. Og begejstret kalder "en fantastisk festival, der ligger skjult på en ø, ligesom et fængsel". Hvilket altså skal forstås som en 100 procent positiv og kreativt befordrende ting.


Det tre dage lange musikprogram burde da også kunne få de ret nattelivsforkælede københavnere til at hoppe i toget mod vest. Udover Felix Kubin kan man blandt andet opleve den tyske trio The Durian Brothers, som spiller på pladespillere modificeret med papirlapper, elastikker, ridsede cd'er og tape (men uden vinyler), dekonstrueret drum'n'bass fra britiske Tim Exile og kosmisk house (eller hvad han nu finder på) fra amerikanske Hieroglyphic Being (aka Jamal Moss). I år er festivalen rykket ud fra Slagtehusene, som ellers var en meget populær location, men nu så nedslidt, at loftet bogstaveligt talt begyndte at drysse ned i maskinerne på scenen under Detroitlegenden Robert Hoods techno-sæt til sidste års festival. Ikke noget Robert Hood som sådan havde noget imod (man er vel techno), men alligevel. Det nye hjem for Phono er Arkaden i Vestergade 68 samt den gamle klædefabrik Brandts på Brandts Torv, der lægger rammer om dagsprogrammet (fra kl. 14 til 18). Se det fulde program på http://phonofestival.dk og læs interviewet med Kubin i festivalens eget magasin lige her.

Hvad: Phono Festival
Hvor: Arkaden, Vestergade 68, Odense C.
Hvornår: Torsdag 12. september til lørdag 14. september
Hvordan: http://billetto.dk/phono13

 

Psycho Candy twister ting fra hitlisten
Den canadiske producer Cyril Hahn bragede i løbet af 2012 igennem med nogle remixes af blandt andre Destiny's Child og Mariah Carey, som har trukket millioner af kliks på YouTube (hans speciale synes at være at rykke sopranernes stemmer ned til et rumklangsfyldigt og let genkendeligt mellemleje placeret hen over et ukompliceret beat, som det er svært at have noget særligt imod, men også temmelig svært at blive synderligt ophidset over (hør det her)). Jep, det er musik, der snildt kunne ligge som højtalermuzak under din shoppingtur i Magasin, men denne torsdag er det klubben Psycho Candy, der har hevet hr. Hahn til byen, og eftersom de altid kombinerer deres hovednavne med et eller andet skævt performancehalløj, skal de nok få vredet noget nyt ud af den ellers temmelig hitlistevenlige klubmusik. Eller også bliver det de andre navne på aftenens lineup, der tilfører skævheden: Devon Seven (Live), Gay (Live), Boycrush, Entree og The New Kids. Eller dig, på dansegulvet.

Hvad: Psycho Candy Live #2
Hvor: Rust, Guldbergsgade 8, Kbh. N.
Hvornår: Torsdag 12. september fra kl. 23
Hvordan: Facebook-link


 

Den lillebitte forskel
Folkene bag Laser Dance er utroligt glade for italo-disco. De er også utroligt glade for at vende koncepterne lidt på hovedet. Derfor inviterer de nu for tredje gang til italo-discofest, hvor det er dyrere for damer (uha) at komme ind gennem døren. Det er en symbolsk forskel (på en femmer), men den slags drilsk harmløshed er der faktisk nogen, der godt kan finde på at hidse sig op over. Til den første Laser Dance-fest fløj et par überfølsomme feminister (af begge køn, selvfølgelig) i hvert fald op af stolen for at brokke sig over denne uhørte forskelsbehandling baseret på køn. En vis Facebook-ballade opstod. Lad os håbe, at folk i mellemtiden har fået humorhatten ordentligt på. Eller at de har hørt så meget italo-disco i mellemtiden, at deres ironi-center i hjernen er eksploderet i størrelse og derfor nu fungerer. ELLER at de bare har for travlt med andre, væsentlige ting til at scanne alle denne uges festinvitationer på Facebook, så den lille, drilske forskel-på-en-femmer i døren kan bevares. Kasper Marott, Ma Tightass og Helmuth Kool står bag pulten, og vil man danse på højtalerne, skal man vide, at folk i bar overkrop har førsteret.

Hvad: Laser Dance Vol. 3
Hvor: Double Rainbow, Skovgaardsgade 3, Aarhus C.
Hvornår: Lørdag 14. september kl. 23.15 til 05
Hvordan: Facebook-link

 


Et gensyn med BULK
Var du til RAW? Hvis du var, lagde du sikkert mærke til nogle temmeligt uhyggelige visuals med skummelt grinende stenmænd (en høj, scary dude med børn i armene) i et af rummene. Det var visual-mestrene Dark Matters, der skabte skummelhed på væggene på RAWs technoscene, hvor BULK var aftenens festværter. Nu har BULK-holdet fået sovet ud ovenpå dén omgang og er klar igen med deres BULK-fest nummer 10, som foregår på Boxen og har et live-sæt fra tyske Sleeparchive på programmet. Plus et live-sæt fra svenske Staffan Linzatti. Samt et passende nørdet sæt fra BULK-drengene selv, Mads Rehl og Asmus Odsat, som KUN spiller tracks produceret af navne, de tidligere har booket til BULK-fester. Meget fint lille dogme. Og hvis du vil vandre en lille tur væk fra minimaltechnoen på mainfloor, huserer Mathias Mesteño og Kong voksent igennem i kælderen på Red Box. (Og hvis du var til RAW og KUN var på technoscenen hele natten, kan du læse om, hvad der foregik på bas-scenen i anmeldelsen af Addison Groove og Icicle lige her).

Hvad: Bulk #10: Sleeparchive og Staffan Linzatti
Hvor: Culture Box, Kronprinsessegade 54a, Kbh. K.
Hvornår: Lørdag 14. september fra kl. 21 på White Box
Hvordan: Facebook-link


Natmaskinen er tilbage
Københavnere, som er glade for den tyske festival Fusion, og særligt dem som er glade for lyden på Bachstelzen (det er den scene, der ligger et godt stykke væk fra de andre, inde i den bette skov) vil næppe kunne holde sig væk fra KB18 lørdag nat, hvor Natmaskinen har den tyske duo Sebo & Madmotormiquel (en sand Fusionklassiker) på besøg til en god omgang berlinerfest. Strung Fellows, Paxton Fettel og Bongo & Pusk supplerer bag pulten, og der er både garanti for masser af venlige krammere og gang i dansegulvet til den lyse morgen and beyond. Li'som i Tyskland.

Hvad: Natmaskinen præsenterer Sebo & Madmotormiquel
Hvor: KB18, Kødboderne 18, Kbh. V.
Hvornår: Lørdag 14. september kl. 23.45 til 08
Hvordan: Facebook-link

 

Slå mig, Huxley
Også om fredagen er der udsigt til god stemning på KB18, når den månedlige klub Beat Me hiver britiske Huxley (tjek hans månedlige garage-show på Rinse FM ud her) ind bag pulten til en omgang deep- og techhouse. Christian Nielsen, Henri Matisse, Søren Buch, Ian Bang, Benster, Asger Thunø og Rasmus Juul supplerer bag pulten, og hvis du vil have et indblik i, hvor meget folk hygger sig på dansegulvet til Beat Me-festerne, kan du kigge lidt på billeder og komme i stemning her.

Hvad: Beat Me præsenterer Huxley
Hvor: KB18, Kødboderne 18, Kbh. V.
Hvornår: Fredag 13. september kl. 23.45 til 08
Hvordan: Facebook-link

ANNONCE