Nyhed

Guide: Her er weekendens bedste koncerter

Er du i tvivl om, hvordan du skal bruge din kostbare tid, så er her et bud på, hvordan du musikalsk kan forbedre din weekendkvalitet

GAFFA har for vane at kloge sig på, hvilke koncerter der er værd at lytte til i løbet af årets tilrettelagte fridage. Den kommende weekend er heller ikke nogen undtagelse. Vi har kigget koncertkalenderen igennem og giver her et bud på, hvilke kunstnere, der er værd at opleve, hvis du er i nærheden. Denne weekend byder på alt fra gedigen pop til rock'n'roll.

FREDAG

København


Outlandish og DR Underholdningsorkestret, Koncertsalen, klokken 20.00

Outlandish har over to årtier markeret sig på den danske musikscene. Sammen med DR Underholdningsorkestret vil de lægge endnu en dimension til deres koncertmæssige bagkatalog. Outlandish har siden deres gennembrud i år 2000 udgivet fem album og spillet verden rundt. I august gav trioen koncert på Smukfest, hvor de fik fire stjerner af GAFFAs anmelder Ole Rosenstand Svidt, som fortsat lader sig imponere af de efterhånden garvede kunstnere.

Hvidovre


Rangleklods, Kaliber, L.I.G.A., Vild $mith, Hvidovre Medborgersal, klokken 20.00

Oplev det ekvilibristiske electronica-talent Rangleklods, der er ophavsmand til en af sidste års bedst anmeldte indietronica-udgivelser, "Beekeeper". Debutalbummet fik fem stjerner af GAFFAs anmelder Jesper Buhl, som kalder pladen elegant og mangefacettet. Ud over Rangleklods byder aftenen blandt andet på Kaliber, der med rå vestegnsrap vandt P3's Karrierekanonen sidste år og siden har haft flere større radiohits. Herudover kan du opleve L.I.G.A. og Vild $mith (sidstnævnte er nye vindere af KarriereKanonen).

Odense


The New Era Tour 2013 med Kamilia Amélie & I'm All Ears, Posten, klokken 21.00

The New Era Tour er en tilbagevendende turné for danske upcoming og vækstlagsartister. Touren anno 2013 består af den fremadstormende sangerinde Kamilia Amélie og bandet I'm All Ears, der spiller ren pop i en melodiøs, men vidt forskellig indpakning. Kamilia Amélie er stadig ny på den danske musikscene, men har indenfor et år siden debutudgivelsen "Come What May" formået at spille over 40 shows, udgivet to singler med tilhørende musikvideo og opnået rotation på P4 og DR Mama. Derudover er det blevet til en special guest-plads på Alphabeats nyligt overståede tour samt spots på Nibe Festival, Hysten Festival, Spot Festival og flere.

Aarhus

Marwan med Tabu Band + F1steholdet, Atlas, klokken 21.00

Den aarhusianske gangster-rapper Marwan medbringer sine venner, når han fredag aften indtager sin hjemmebane. Marwan er tidligere kendt under navnet SLP (Statsløs Palæstinenser) og tilhører det aarhusianske crew Pimp-A-Lot. Han har rappet siden 2000 og er gennem de 13 år i branchen blevet venner med mange af de helt store. Blandt andet drengene fra Suspekt, der også er en del af F1steholdet, som også er med denne aften.

Esbjerg

Shotgun Revolution, Whores and Thieves, Black City og Anti Echo Chamber, Tobakken, klokken 19.00

Københavnske Shotgun Revolution udgav deres andet album i starten af 2013. Bandet er efterhånden fast at finde på Smukfest og spillede support for ikonet Slash, da han gav koncert i Falconer Teatret i februar. Shotgun Revolution spiller rock'n'roll med alt, hvad det indebærer. De esbjergensiske rockdrenge fra Whores And Thieves er ligeledes garanter for en rockfest. De har udgivet en plade, der lyder, som "da far var ung". Ikke så mange dikkedarer. Black City og Anti Echo Chamber er ligeledes på plakaten til denne aften i rockens tegn.

LØRDAG

København

Nabiha, Tivoli, klokken 19.30

Den danske sangerinde Nabiha har de seneste par år fået fasttømret et gedigent navn på den danske musikscene. Med adskillige radiohits, "Deep Sleep", "Never Played the Bass" og 2012-singlen "Mind the Gap", har den 26-årige Vesterbropige med de afrikanske rødder vist, at hun er en popsangerinde med internationalt format. Foruden at ligge i toppen af de europæiske hitlister og blive rost af udenlandske musikblogs har Nabiha i januar vundet den europæiske musikpris European Border Breakers Awards 2013.

DM i Mix, Pumpehuset, klokken 21.00

Lørdag aften er der mulighed for at lægge ører til Danmarks absolutte dj-elite, når DM i Mix løber af stablen. Samtidig fejrer dj-organisationen DMC 30 års jubilæum, så der er lagt i kakkelovnen til et brag af en fest. Ud over danmarks bedste dj's, der battler om det danske dj-mesterskab og retten til at repræsentere Danmark ved DMC World DJ Championships i London til oktober, kan du opleve koncerter fra Wafande & Kaka, et specielt til lejligheden sammensat show med Raske Penge og DJ Turkman Souljah (Outlandish med flere), samt beatbox battle mellem to af Danmarks bedste i den disciplin. Flere navne bliver løbende tilføjet showet. Tidligere danske dj-mestre er prominente navne som Soulshock, Cutfather, Noize, Static, Shine, Knud, Ugerløse, Turkman Souljah, Direct, Diverze og Graded.

Kirstine Stubbe Teglbjærg, Rust, klokken 22.00

Den tidligere frontfigur i Blue Foundation Kristine Stubbe Teglbjerg er gået solo og udgav i april sit debutalbum "Hamskifte." Kristine Stubbe har høstet masser af anerkendelse for sit virke i Blue Foundation, og med 39 millioner plays på YouTube er hun en af de mest afspillede danske sangerinder. Sammen med Blue Foundation har hun modtaget platin for mere end to millioner solgte albums i USA. På hendes debutalbum bærer sangene stadig præg af det elektroniske i sammenspil med det mere fysiske, men denne gang er teksterne på dansk.

Aarhus

Lydhaven Festival, B-huset og Double Rainbow, klokken 12.00

Unge ildsjæle er gået sammen om at starte en upcoming festival i Aarhus. Det er en endagsfestival, der vil forsøge at skabe et friskt pust til Aarhus' byliv og den spirende musikscene. Til festivalens ilddåb bliver det muligt at opleve roste kunstnere som Baby In Vain, Ice Cream Cathedral, Danni Toma og Navneløs. Herudover præsenteres en række andre upcoming navne, hvis genrer spænder over alt fra hiphop til punk til elektronisk. Endagsfestivalens program og koncept er kreeret af folk, der er i øjenhøjde med det forventede publikum. Ni 17-årige står bag hele projekt Lydhaven. De syntes, at en festivalsplatform med fokus på musikken, publikum og et kreativt frirum for unge manglede, så de har gjort drømmen til en realitet.

Odense

S. Westmark, Kulturmaskinen, klokken 21.00

S. Westmark er navnet på Steffen Westmarks soloprojekt. Westmark er kendt som den karismatiske forsanger i The Blue Van, der siden succespladen "Man Up" er blevet kendt i hele Danmark som nogle originale rock'n'rollere. Nu har frontmanden udgivet sin solodebut, der høstede fire stjerner fra GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen med ordene: "Savner man de melankolsk dryppende danske croonere Claus Hempler og Lars Muhl, så er der lidt doseret smerte at hente i sangeren Steffen Westmarks solodebut."

ANNONCE