Interview: Glasvegas – tilbage i mørket på egne ben

Fem år efter den selvbetitlede debutplade er Glasgow-rockerne fra Glasvegas tilbage med deres tredje studiealbum i fuld længde, "Later... When the TV Turns to Static" som fik tre stjerner i GAFFA. Og det har været nogle hektiske år, særligt for bandets frontfigur og sangskriver, James Allan, hvis trang til turbulens har budt ham at synge for guldfisk i Chicago, et forsvindingsnummer under Mercury Prize-uddelingen i 2009 og en overdosis på elefantbedøvelse og kokain. Men modgang har modnet, og skotterne har bevæget sig ud af euforiens tåger og tilbage ind i melankolien og mørket, nu med mere hår på brystet.

GAFFA har mødt halvdelen af bandet, sanger James Allan og hans fætter, guitarist Rab Allan. Det var James, der førte ordet, og hvis ikke andet er angivet, er det ham, der taler nedenfor.

Hvis det nye album var en yoghurt...

Hvordan vil I forklare stemningen på "Later... When the TV Turns to Static'' sammenlignet med de andre albums?

– Jeg ville sige, at det første album var vanille-yoghurt... det andet var passionsfrugt med banan med chokoladekrymmel og andre mærkelige substanser. Dette er... Jeg har ikke lyst til at sige, det er en udløbet yoghurt. Jeg tror det er en naturel yoghurt med granola og små stykker frisk frugt.

På det nye album er du vendt tilbage til at være hoved-produceren, uden hjælp fra Flood (som producerede Glasvegas' andet album). Hvad betyder det for jer at have større kreativ kontrol over albummet?

– Der er vel gode ting og knap så gode ting. For det første savnede vi Floods venskab. Men nogle gange er tiden bare inde til, at man bare skal hoppe ud på det dybe vand og baske med armene. Og det føltes bare rigtigt. Jeg tror, at en af fordelene, når man som band er independent, er at man lærer små ting om én selv, pladen og det hele. Og en anden god ting er, at man ikke behøver retfærdiggøre ting lige så meget, som når man arbejder med andre. Jeg synes, at denne gang – ved indspilningen af denne plade – var der mindre af det.

– Ligesom med alt andet vinder man noget ved at blive uafhængig, for der er mere fokus på, at man kan grave dybt ind i én selv for at finde ud af, hvad en sang har brug for. Men man taber nok også noget. For uanset hvem man arbejder med, vil de bidrage med deres eget perspektiv. Men vi føler os selvsikre, og det handler bare om at have en forståelse for, hvad en sang har brug for. Og sangene har den her rå, ret basale, nøgne karakter. Så det var ikke rigtig en stor og fantastisk, futuristisk opgave at opfinde denne produktionsidé. Det var bare en basal "Lad os indfange sangene på den måde, trommerne og forstærkerne får dem til at lyde". Og det var det sangene havde brug for, den type bearbejdning. Så det var nok en af grundene til, at vi havde det okay med det.

I musikvideoen til "If" (se nedenfor) er skuespilleren William Shatner med. Hvad betyder det for jer, er I fans?

Rab: – Jeg synes, han er fucking fantastisk. Jeg elsker ham. Jeg synes, han har en masse mørke. Jeg tror, han har lavet noget fucked up lort i sit liv. Så da vi var med i det tv-program ("Late Show" med Craig Ferguson, red.) i Los Angeles for et par år siden, og han gjorde det dér (kom med en præsentationstale af bandet, red.), så vidste vi at vi skulle bruge det til noget, fordi det var sjovt, og det her var første gang, vi havde chancen for at bruge det.

Hvad inspirerede jer til at lave dette album?

– Mange af de samme ting, som inspirerede os før i tiden. Jeg tror, det er intuitionen. Dét at være i et band og at leve det liv. Og meget af det føles som en naturlig eksistens, at lave plader og have et skema. Men der er mange ting, som er ret underlige, når man træder et skridt tilbage. Men jeg tror, at det er nysgerrigheden, som driver inspirationen, og mystikken i at have en lille idé og så gøre den lidt mere håndgribelig. Den bevæger sig fra sindet til fingerspidserne, til munden, til vinylet, til pladespilleren, og så er der luft, der bevæger sig ud af højttalerne, og så bliver det konkret. Det er en vibration... og før man ved af det sidder man i København. Jeg er i København, ikke?

Et lille band overalt

EUPHORIC /// HEARTBREAK \\\ solgte ikke lige så mange plader som etteren. Hvordan vil I vinde de tabte fans tilbage?

– Den solgte måske ikke lige så meget, men den solgte en hel del, faktisk – men for os var det ret bizart. For vi har nok aldrig følt os som et stort band. Vi kan tage til Japan eller Australien, og vi er stadig et lille band, og det kan jeg ret godt lide. Men EUPHORIC /// HEARTBREAK \\\ var et top-ti album i Storbritannien. Og for nogle bands er det at have et top-ti album ret godt. For os var der mange ting, som vi var ret tilfredse med. Men det er bare andre folks forventninger... Der er mange folk, som er virkelig dedikerede og bruger en stor del af deres tid og energi på bandet. Det føler jeg mig meget beæret og heldig over.

Den første blev virkelig hypet i pressen. Den anden ikke lige så meget. Hvordan har I det med ikke at få lige så meget opmærksomhed fra pressen?

– Jeg tror, at med den første plade havde det en slags snebolds-effekt pressemæssigt. Så vidt jeg kan huske var det ret kaotisk og trættende, da den første plade kom ud. En masse interviews og konstante radio-jobs. Og jeg ved ikke, om kvaliteten bliver lidt ringere af den grund. For hvis man gør det hele tiden, bliver man måske en smule firkantet og robotagtig. For at være helt ærlig, så føler jeg mig travl nok. Jeg tror, det hjælper, når man møder folk for første gang, at man måske kan være sig selv lidt mere.

Skilsmissen fra Columbia

På det nye album har I skiftet pladeselskab. I plejede at arbejde sammen med Columbia under multinationale Sony. Så startede I jeres eget selskab, Go Wow Records til denne plade, og hurtigt efter skrev I kontrakt hos BMG. Hvorfor stoppede I samarbejdet med Columbia?

– Jeg tror, at den pladeaftale vi fik med Columbia. var den sidste af sin slags. Jeg tror at det bare var på rund af timingen. Timingen på det tidspunkt arbejdede til bandets fordel på en ret unaturlig og unik måde. Så den aftale, vi lavede, den var faktisk ikke så god for Columbia.

På grund af jeres kunstneriske frihed?

– Ja, dels det, og en del af de penge, der var involveret. Og jeg tror, de var så desperate for at signe med et band, at de fuckede sig selv lidt. Men det dårlige ved det er, ligesom med ethvert ægteskab, at hvis en person står med alle fordelene, så er det bare ikke godt for ægteskabet. Og det var nok den vigtigste grund. Hvis det ikke var for dét, havde vi nok stadig været dér. Jeg kan egentlig forstå det fra alles synsvinkel.

Og du tror ikke, det har noget at gøre med salgstallene for det andet album?

– Jo, selvfølgelig. De bliver nødt til at sælge noget for at tjene penge. Og selv den første plade, som fik nogle ret unaturlige salgstal lige med det samme, skulle have solgt mere. Det er bare for at give dig en idé om det store salgsunderskud. Men jeg kan forstå det fra deres synsvinkel, og alle andres. Og det virker også, som om det er så lang tid siden, det er to et halvt år siden.

Et af jeres kendetegn har nogen beskrevet som socialrealisme. Synes I at dagens rock'n'roll mangler mere realisme i lyrik og temaer?

– Jeg er ikke en ekspert i den nuværende rock'n'roll og popmusik på nogen måde. Har du hørt om et band, der hedder One Direction? For jeg spillede fodbold med en af dem i går (i en velgørenhedskamp med andre kendte spillere). Og nogen spurgte mig "hvad synes du om One Direction?". Og jeg kender dem ikke engang, jeg kender ikke deres fucking musik. Der var alle de her skrigende piger til kampen. Jeg ved godt, at det måske ikke er den musikstil, du taler om, men jeg gav bare et eksempel på, at der er mange bands, jeg bare ikke kender til.

Hvad kan jeres danske fans forvente af koncerten på Pumpehuset 21. november?

– Hvis denne koncert var en yoghurt, ville det nok være chokolademousse. Forestil dig lige, hvor godt det kommer til at være. Alle elsker chokolademousse.

Find billetter til Pumpehus-koncerten via GAFFA Live.

Se musikvideoen til "If":