Reportage: Dansk musik erobrede Berlin

Berlin Music Week er først og fremmest en såkaldt musikbranchefestival, hvor talentspejdere, bookere, pladeselskabsfolk, musikjournalister og andre branchefolk mødes for at mingle og netværke på kryds og tværs, deltage i seminarer og konferencer og ikke mindst tjekke nye musikalske talenter ud til nogle af de over 100 koncerter, som foregår på over 30 forskellige venues over hele byen i dagene 4-8. september. 
Musikugen er dog langtfra en lukket klub for musikbranchen. Tværtimod kan alle interesserede købe billet til koncerterne, hvor man f.eks. for kun 15 euro kan sikre sig adgang til hele 80 koncerter over to dage til showcase-arrangementet "First We Take Berlin". Derudover kan man for 79 euro tage til weekendens store Berlin Festival i den nedlagte nazi-lufthavn Tempelhof, hvor navne som Björk, Blur, Pet Shop Boys og My Bloody Valentine optræder.

Dansk invasion
Onsdag aften er Dansk Musiker Forbund vært for begivenheden "Danish Invasion", hvor fem nye, danske stjerneskud skal vises frem for det berlinske publikum og den inviterede musikbranche med nogle korte showcase-koncerter. 

Arrangementet foregår på spillestedet Comet Club i det legendariske Kreuzberg-kvarter. Spillestedet er med sine knaldsorte og graffitimalede vægge lige så punket, råt og berlinsk som man kan forestille sig, og minder om både det gamle Ungdomshus og Stengade 30 i København. 

Ice Cream Cathedral ***** (billedet)
I baren udenfor er det tætpakket med unge, cool hipsters fra store dele af Europa, hvoraf en stor del er bosiddende danskere i Berlin. Indenfor er der også pakket, hvor det første danske band Ice Cream Cathedral er ved at være klar til at åbne aftnen. Ice Cream Cathedral udgav tidligere i år det glimrende og meget roste debutalbum "The Drowsy Kingdom" og har både spillet på årets Spot og Roskilde Festival. I aften er det dog første gang, at den københavnske trio skal spille i Berlin – og det gør de rigtig godt. Gruppen kalder selv sin musik for "space pop" og det viser sig at være en ganske god beskrivelse for de flimrende, drømmende og meget atmosfæriske sange og lydbilleder, der svæver ud fra scenekanten med referencer til både Beach House og Cocteau Twins.

Bandets force er dels evnen til at komponere virkelig iørefaldende melodier, badet ind i stærke synth-flader og nostalgisk retro-pop tilsat forsanger Anja T. Lahrmanns smukke stemme, og dels en mere udadvendt, energisk og hypnotiserende side, hvor de nærmest militaristiske trommer får smæk på og er i fokus. Bandet slutter af med et overlegent og tranceagtigt nummer, hvor forsangeren udfolder alle facetter af sin dybdeborende vokal, mens ekkoeffekterne rungler og rasler. Hele salen er med og store smil breder sig på medlemmernes læber. 

Benjamin Kissi ***
Efter lidt tekniske problemer er det Benjamin Kissis tur til at gå på scenen. Benjamin Kissi udgav i foråret sin solo debutep "Makeup Sex", men er langtfra nogen debutant på den danske musikscene og har tidligere slået sine folder i både Gypsies, Are We Brothers? samt spillet med navne som Shaka Loveless, EaggerStunn, The William Blakes, Jokeren, Medina og Outlandish.

Både form og indhold er helt anderledes end Ice Cream Cathedral, og nu skal der festes og danses! Der er tæt på at være fyldt i den lille sal, og Benjamin starter ud med at storcharmere, danse og flirte med publikum sammen med sine to energiske sidekicks, trommeslageren Birk Nevel og keyboard-maestroen Johannes Nørrelykke. Musikken er lettere skizofren og stikker i så forskellige retninger som rap, grime, reggae, funk, soul, dance og electro. Lyden er monumental, kommer godt ud over rampen og formår at skabe en fest, men det hele er lidt ufokuseret, og man har som lytter svært at forstå, hvad missionen egentlig er ud over at lave en fest. Man mangler lidt de helt gode melodier og hits, som musikken og stilen lægger op til frem for monoton festjam. Energiniveauet, selvtilliden og den drengede charme kan ingen dog tage fra dem, og da Benjamin smider sin cardigan og viser sine veltrænede overarme i en hvid tanktop, skynder pigerne sig straks op foran til scenekanten. I sidste nummer kommer forløsningen også endelig, hvor der bliver spillet tight, stramt og målrettet, og man ender med at have lyst til mere og se hvad fremtiden kan bringe for Kissi og hans kumpaner.

Kaldie Elder ****
Klokken 22.30 er klubben nu sprængfyldt, hvor Kaldie Elder tropper op med tre medmusikanter. Frontfiguren i Kaldie Elder hedder Anders Rask og startede egentlig ud med at være en rendyrket folksanger, men da han mødte produceren Jonas Tranberg (Efterklang, Lydmor, Asbjørn, og Maria Timm), skiftede han spor over til det mere electro og poppede univers, som han siden har dyrket også på det selvbetitlede minialbum, som udkom i april i år. Anders Rask er høj, kronraget, iført jakkesæt og emmer af både karisma og autoritet og har en stemme, der kan minde om Jeff Buckley. Stilen er flot synthpop med klare 80'er-referencer, hvor navne som Depeche Mode, Erasure, Yazoo, A-ha, David Bowie og Talking Heads alle er i spil. Det er dramatisk, storladent, og man fornemmer, at noget er på spil. Der er flotte vokalharmonier mellem forsanger og guitarist, og de både fnuglette og mørke popmelodier flyver ud gennem den sorte sal. Især de nye numre er overlegne og tegner rigtig godt. Her bliver det hele lidt mere funky og stramt med nik til Nile Rodgers og den nye Daft Punk. I det sidste nummer sørger de ekstatiske håndklap og pumpede, storladne beats med electro synths for at skabe en ægte sveddryppende klubstemning, som falder i det efterhånden ret beduggede publikums smag. 

Live går hun fuldstændig amok, tempoet er skruet helt op fra start til slut, og alle bliver taget med storm. Kun akkompagneret af en trommeslager (og heftige backingtrack) formår hun at skabe en sydende rave-stemning, der stikker helt af, da hun hopper ned blandt det ellevilde publikum. Hun er fuldstændig selvsikker, og meget skal gå galt, hvis hun ikke ender som en regulær stjerne på den internationale klubscene. Det er råt, punket og gennemført sejt fra start til slut. Sådan skal det leveres!

Asbjørn ****
Sidste navn ved denne aftens Danish Invasion er den kun 20-årige Asbjørn, som sidste år udgav debutalbummet "Sunken Ships" til flotte anmeldelser. Asbjørn er allerede en rutineret livemusiker og har tidligere turneret i Tyskland, hvor han har fået et publikum. Med afbleget, kækt pandehår og en gennemsigtig, hvid skorte optræder han selvsikkert og imødekommende med sit band, der indeholder en habil maskinpark på ikke mindre end tre synths og trommer. Han er klart en stjerne på vej frem og har et lydbillede, der består af pulserende beats, dyb bas og en krystalklar vokal. Det kan sagtens måle sig med andre danske navne som When Saints Go Machine, Turboweekend eller Vinnie Who, og er både stramt og veludført. Dog er det hele også lidt for ens, og det kunne være en klar fordel, hvis Asbjørn arbejdede lidt mere på gode melodier til at kæde klubelementerne sammen. Så vil han være pænt overlegen og kunne appellere bredt til både pop-, indie- og klub-publikummet.

Alt i alt dog en forrygende aftens i selskab med fem meget forskellige og på hver sin måde interessante nye danske artister, der viste et fint billede af, hvad dansk musik kan lige nu og her. Samtidig er talentmassen i ny dansk musik så bred og omfangsrig, at man uden problemer kunne have præsenteret 5, 10 eller 15 andre unge danske artister med stjernepotentiale. Det må dog siges at være et luksusproblem, og allerede om tre uger har tyskerne da også igen mulighed for at opleve en række andre nye danske talenter, når Reberbahn Festivalen i Hamburg går i gang.