Nyhed

Alive Festival udvider og tilføjer to navne

Thy-festivalen vokser fra to til tre dage og har blandt andet Oh Land på programmet

For første gang åbner Alive Festival i Thisted allerede torsdag aften. Det bliver med de nytilføjede navne Oh Land og Reptile Youth på programmet, og dermed inviteres der til hele tre dages festival i Thy fra den 14. til 16. august.

Udvidelsen sker for at skabe mere luft i programmet og præsentere flere store navne, mens det ifølge arrangørerne er allerbedst at se koncerter – nemlig i aftentimerne omkring solnedgang. Muligheden for at præsentere to markante hovednavne bød sig, og det var dermed det rigtige tidspunkt for en udvidelse.

Oh Land udgav i september 2013 sit tredje album "Wish Bone", der indeholder flere hits som "Renaissance Girls" og "Pyromaniac" og fortsætter et alternativt poppet udtryk, som har sendt hende til USA i jagten på det store amerikanske gennembrud. Det er endnu ikke helt kommet, men hun har dog optrådt hos David Letterman og har samarbejdet med den markante producer David Sitek (TV on the Radio med flere), der også har udgivet hendes seneste album på sit selskab, Federal Prism.

Reptile Youth er berømte for deres energiske liveoptrædener, hvor man som publikum i de forreste rækker skal holde godt øje med forsanger Mads Damsgaard og hans vilde spring ud fra scenen og efterfølgende crowdsurfing – noget, der sammen med duoens dansable sange plejer at sætte gang i mængden. Reptile Youth er aktuelle med deres andet album, "Rivers that Run for a Sea that is Gone".

Oh Land og Reptile Youth føjes til et program, der allerede indeholder When Saints Go Machine, Hymns From Nineveh, Skammens Vogn og lokale Quick Quick Obey, der i går udgav deres debutalbum "Bulb Days". I alt ender programmet på cirka 25 navne.

Billetsalget er i gang via GAFFA Live




ANNONCE