MGP-børnene indtager stadig toppen af hitlisten i denne uge
Vanen tro kaster GAFFA et blik på ugens officielle hitlister ved ugens udgang - og her er er status minsandten, at musikken fra Danmarks Radios populære sangkonkurrence for børn, MGP, stadig indtager førstepladsen.
Det er tredje uge i træk, og betyder, at popdrengen Christopher må se sig henvist til en andenplads med sin nye plade "Told You So." Albummet er nyt på listen og sender George Michael ned på en tredjeplads i denne uge med sit udspil "Symphonica".
Ned ad bakke er det også gået rent salgsmæssigt for Medina, hvis livealbum "Tæt på - live" i denne uge må tage til takke med en femteplads mod sidste uges flotte placering på plads nummer tre. Til gengæld har Medina netop varslet en helt ny udgivelse - nemlig den digitale ep "Arrogant," som er tilgængelig via iTunes allerede nu.
Mens MØs længe ventede debutalbum i denne uge ryger ned på en ottendeplads, kan Rasmus Seebach beholde sin fjerdeplads med pladen "Ingen kan love dig i morgen." Sjette- og syvendepladsen indtages i denne uge af henholdsvis Semino Rossi med "Best of..." og Johnny Cashs fremragende, posthume album "Out Among the Stars."
Ugens mest downloadede track blev X Factor-vinderne Anthony Jasmins "Do Ya," skarpt efterfulgt af Medinas "Jalousi," mens toppen af ugens streaming-hitliste indtages af Hedegaard med "Happy Home."